EU klar med retningslinjer, der skal sikre netneutralitet
Internetselskaber må ikke blokere eller hæmme hastigheden på net-tjenester, der ikke betaler ekstra. Det slår EU fast i et nyt sæt retningslinjer, skriver BBC.
Historisk har det i teorien været tilladt for internetudbydere at tage imod ekstrabetaling for så til gengæld at sikre, at internettjenester kan køre uden problemer.
Det såkaldte Berec-organ, der er EU's myndighed på området, skriver i retningslinjerne, at kun et begrænset antal tjenester kan få særbehandling - og kun så længe det ikke går ud over andre tjenester.
Reglerne cementerer desuden, at internetbrugere har ret til at tilgå og dele indhold og tjenester på nettet - så længe de er lovlige.
Retningslinjerne gør Europa til bannerfører inden for netneutralitet, mener Joe McNamee, der er chef for interesseorganisationen European Digital Rights.
»Europa sætter nu en global standard i forsvaret for et åbent, konkurrencedygtigt og neutralt internet,« siger han i en meddelelse.
Internetaktivist Thomas Lohninger fra initiativet SaveTheInternet.eu kalder reglerne for en triumf.
»Efter en meget lang kamp, og med støtte fra en halv million mennesker, er principperne, der gør internettet til en åben platform for forandring, frihed og fremgang, holdt i hævd i EU,« siger han om de nye retningslinjer.
Undtagelserne fra reglen gælder ifølge teksten såkaldte ‘specialiserede tjenester’, som for eksempel kan være sundheds-it, der skal bruge videofeeds i realtid til operationer. Men eventuel forrang må altså ikke gå ud over andre netbrugere og -tjenester.
EU-reglerne sætter desuden en kæp i hjulet på tjenester som Facebook, der gerne vil betale teleudbydere for, at netop deres data ikke skal rammes af en evt. databegrænsning på abonnementet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.