Imod EU-Parlamentets overvældende flertal, har medlemslandenes ministre i dag besluttet, at teleselskaberne gerne må fortsætte med at opkræve roamingafgifter ved telefoni fra udlandet. I stedet for at afskaffe roaming-afgifterne ved seneste årsskifte, forsvinder de nu tidligst i 2018, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Beslutningen, der blev taget i dag onsdag af EU-landenes transport-, tele- og energiministre, bringer ministrene på kollisionskurs med EU-Parlamentet, der i april sidste år vedtog at fjerne afgifterne. Afgifterne har været ugleset ikke mindst af kommissionen, der mener de hæmmer udviklingen af det indre marked, idet mange rejsende europæere vælger at slukke for telefonen af frygt for høje telefonregninger i stedet for at øge kommunikationen.
Guy Verhofstadt, der er formand for den liberale politikergruppe i parlamentet, er ifølge Business.dk stærkt skuffet over Ministerrådets beslutning: »Den eneste vinder er de nationale teleselskaber«, siger han.
En anden liberal politiker, nemlig Jens Rohde (V), der er en af ankermændene i telepakken, har op til dagens møde udtalt:
»De valgte medlemmer af EU-Parlamentet stemte for at afskaffe roaming med udgangen af 2015, og vi vil forsvare denne holdning med styrke i de forhandlinger, der kommer«.
Og det, der kommer, er uvist. En ting ligger dog fast, nemlig at de 28 EU-lande, EU-Kommissionen og -Parlamentet til april skal slås om, hvad der nu skal ske med den såkaldt store telepakke, som EU-Kommissionen har arbejdet på og som også rummer spørgsmålet om netneutralitet. Letland har overtaget EU-formandskabet og fik i dag mandat til at forhandle med kommision og parlament i sagen.
Den tidligere kommissær for teleområdet, Neelie Kroes, havde afskaffelsen af roaming-afgifterne som en af sine mærkesager for at skabe et mere gennemskueligt og frit telemarked for forbrugerne i EU.
Afskaffelsen af roaming-afgifterne blev imidlertid mødt med kraftig modstand fra de europæiske teleselskaber.
EU har gentagne gange pålagt teleselskaberne til at sænke roaming-afgifterne på først tale og siden data, og planen var altså helt at afskaffe roaming inden for EU fra 2016. Selvom den tidligere dato ikke fremgår af det italienske udkast, så er der tale om et udkast, som kan ændres, inden processen er afsluttet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.