Overordnet set anser Europa Kommissionen GDPR som en succes. Det er dog stadig for tidligt at komme med en endelig konklusion.
Det er hovedbudskabet i den rapport, som Kommissionen har udgivet i forbindelse med den europæiske evaluering og revidering af forordningen.
»I en økonomi, som i højere og højere grad er baseret på behandling af data, er GDPR et essentielt værktøj til at sikre, at enkeltpersoner har bedre kontrol over deres personlige data, og at disse data bliver behandlet på en legitim, fair og transparent måde,« skriver Kommissionen i rapporten.
Plads til forbedringer
Alt er dog ikke fryd og gammen. Kommissionen peger i hvert fald også på en række punkter, hvor der kan ske forbedringer.
Først og fremmest skal det sikres, at medlemslandenes lovgivning er fuldstændig på linje med GDPR. Samtidig mener Kommissionen også, at medlemslandene skal sikre de nødvendige ressourcer til de nationale datatilsyn.
Kommissionen opfordrer desuden alle relevante aktører til “nøje at overvåge anvendelsen af GDPR på nye teknologier som kunstig intelligens, internet of things og blockchain.
Den næste evaluering af GDPR på europæisk plan vil ske i 2024, men medlemslandene og dermed også Danmark skal evaluere forordningen senere i år.