EU-Domstolen skal afgøre taxi-appen Ubers skæbne i Europa

En retssag mod Uber i Spanien bliver nu taget op på et fælles-europæisk plan, og udfaldet kan afgøre skæbnen for den kontroversielle taxi-app, der har mødt hård modstand i Europa.

Det har været en hård opstart for Uber i Europa. Især i Sydeuropa har demonstrationer, strejker og bilafbrændinger sat en midlertidig stopklods for den omdiskuterede taxi-apps fremmarch.

Appen bliver set som en trussel af den etablerede taxibranche, der blandt andet frygter, at den vil koste taxichauffører jobbet og fungere som en ureguleret gesjæft.

På den anden side lover Uber potentielt billigere taxa-tjenester ved at skære taxaselskaberne fra som mellemmand og lade kunderne bestille private taxier direkte igennem en app.

Indtil videre afventer parterne, at det bliver afgjort, hvordan den nye niche af taxatjenester skal reguleres.

Det er nu tættere på at blive afgjort på europæisk plan efter, at en sag i det spanske retssystem mod Uber er gået videre til EU-Domstolen. Det skriver amerikanske Techcrunch.

Afgørelsen vil kunne danne præcedens for, hvordan de nationale domstole i EU vælger at regulere Uber og lignende apps. Falder afgørelsen til Ubers fordel vil det for alvor kunne åbne op for det europæiske marked.

Flere EU-lande har allerede lavet national lovgivning, der skal forsøge at standse Uber. I Tyskland er tjenesten helt forbudt, mens der i Frankrig er indført en lov, der kræver en særlig tilladelse og forsikring af Uber-chauffører, før de har lov til at køre med passagerer.

Begge tilfælde er nu ved at blive undersøgt af EU-Kommissionen.

Ifølge Uber er der fire områder, som EU-domstolen skal tage stilling til, heriblandt hvorvidt Uber kan betegnes som en transporttjeneste eller en samfunds-informationstjeneste.

Uber forventer en afgørelse af retssagen i EU-domstolen i efteråret 2016.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Bent Jensen

Man skulle ellers tro at det frie marked ville byde sådanne tiltag velkommen.

Ja konkurances på lige vilkår som

Pensionsordninger. Skatte betaling. Momsafregning. Forsikringer både af føre og passager. Forpligtigelse til at køre i bestemte områder til bestemte tider.

Du kommer sikkert hjem fra byen kl 02, men vil der være nogen til at køre dig til Lufthaven om morgen, og er du villig til at betale det dobbelte når der er myldertid. Hvis du ikke bliver bollet i røven sådan bogstaveligt, eller kommer ud for en ulykker hvor du ikke er dækket.

  • 11
  • 2
#3 Dan Villiom Podlaski Christiansen

På den anden side lover Uber potentielt billigere taxa-tjenester ved at skære taxaselskaberne fra som mellemmand og lade kunderne bestille private taxier direkte igennem en app.

Sludder og vrøvl. Dette er en ukritisk gengivelse af Ubers marketing, og på ingen måde en korrekt beskrivelse af deres forretningsmodel. Uber erstatter grundlæggende et selskab med et andet, og en form for ansættelse med en anden. De tilbyder mere fleksible arbejdsforhold, dårligere uddannede chauffører og en usikker forsikringssituation. Selvfølgelig er de et taxaselskab, og selvfølgelig skal de være velkomne til at gøre forretning her i landet. Men de må overholde gældende lov og ret; og hvis de mener loven er forkert må de gå til politikerne med det.

  • 16
  • 1
#6 Gustav Brock

Jeg har kørt med Über nogle gange, for ellers ved man ikke, hvad man snakker om. Konceptet virker: Klik i appen, vent, stig ind, kør, stig ud.

Ingen fumlen med Dankort og papirkvittering, fuld dokumentation på tur og omkostninger via mail - og nogle sjove oplevelser med hyggelige mennesker, der tilsyneladende har sat sig for, at det skal være en lidt anden oplevelse end med en almindelig taxi.

Eneste minus er, at det ikke har været muligt for mig at rekvirere en Über Black. Dem har de vist ikke fået ud at køre.

At sammenligne med pirattaxier er helt hen i vejret. Det er kun useriøst og fremmer ikke noget.

  • 1
  • 10
#8 Gustav Brock

Du ved det jo godt. Piratkørsel er sort. Det kan ikke lade sig gøre hos Über, hvor alt er elektronisk.

Det er noget mere interessant at finde ud af, hvordan den etablerede branche kunne indhente Über på de felter, hvor den er bagud. Så jeg for eksempel ikke skal opleve igen at vente 35 minutter en tirsdag kl. 19 på Nordhavn station og rykke tre gange for at få en vogn, hvor chaufføren var sur, fordi han var kommanderet til at tage turen. Og nej, det var ikke regnvejr.

  • 0
  • 9
#9 Jens Holm

At sammenligne med pirattaxier er helt hen i vejret. Det er kun useriøst og fremmer ikke noget.

Du mener altså at

  1. Skatteunddragelse er ok?
  2. Personbefordring uden erhvervskøreskort er ok?
  3. Transport uden gyldig forsikring er ok?
  4. Chaufføren ikke behøver kunne førstehjælp/Være behjælpelig ved ildebefindende?
  5. At Chaufføren ikke bliver kontrolleret for f.eks voldsdom af arbejdsgiver?

Jeg ville ikke blive overrasket hvis du fløj med Ryanair :(

  • 9
  • 4
#10 Jens Holm

Du ved det jo godt. Piratkørsel er sort. Det kan ikke lade sig gøre hos Über, hvor alt er elektronisk.

Der er dælme andre forskelle, og meget mere væsentlige. Et eller andet sted, så ville en alvorlig ulykke med en Uber få folk til at vågne op, i hvert fald når folk finder ud at passageren ikke er forsikret.

Uber ideen er god, men der er bare alt alt for mange ting, som den etablerede, og dybt konservative taxibranche, er tvunget til, som man giver køb på ved at køre en Pirattaxi som Uber

  • 10
  • 0
#11 Rene Madsen

Der er dælme andre forskelle, og meget mere væsentlige. Et eller andet sted, så ville en alvorlig ulykke med en Uber få folk til at vågne op, i hvert fald når folk finder ud at passageren ikke er forsikret.

Tænk ud af boksen.

Hvis eneste krav i Danmark var at man skulle skilte med om, hvorvidt man er forsikret eller ej som kunde af enten Über eller et hvilket som helst andet taxa selskeb, så ville man kunne lempe reglerne gevaldigt. Ret mig, hvis jeg tager fejl?

Hvorfor skal der være regler om at man skal køre i bestemte områder til bestemte tider?

  • 2
  • 3
#12 Gustav Brock

Lad os nu se, hvad EU-Domstolen siger.

Det behøvede den "dybt konservative taxibranche" nu ikke gøre. Den burde have ressourcerne til at løfte diskussionen til et højere plan og sammen med politikerne bruge Über som anledning til en total omlægning af branchen og alle dens underlige regler. Men den dybe søvn synes at fortsætte.

  • 1
  • 7
#13 Jens Holm

Hvis eneste krav i Danmark var at man skulle skilte med om, hvorvidt man er forsikret eller ej som kunde af enten Über eller et hvilket som helst andet taxa selskeb, så ville man kunne lempe reglerne gevaldigt. Ret mig, hvis jeg tager fejl?

Du har ganske ret. Hvis det var den eneste forskel, så ville verden være dejlig nem, men det er det ikke.

Regler for hvor du må køre, er et forsøg på at sikre at du får både de kedelige lokalture i Stege og på Vestlolland, men også de gode ture fra Hundested til Odense. Jeg er ret overbevist om at hvis markedet var helt frit, og der ikke var kørepligt, så ville en taxi/uber til en lokaltur på Bogø være en saga blot. I dag har selskabet, der er hjemhørende i de pågældende kommuner kørselspligt i hele kommunen.

  • 10
  • 0
#14 Rene Madsen

Regler for hvor du må køre, er et forsøg på at sikre at du får både de kedelige lokalture i Stege og på Vestlolland, men også de gode ture fra Hundested til Odense. Jeg er ret overbevist om at hvis markedet var helt frit, og der ikke var kørepligt, så ville en taxi/uber til en lokaltur på Bogø være en saga blot. I dag har selskabet, der er hjemhørende i de pågældende kommuner kørselspligt i hele kommunen.

Det handler vel om at prisen for de kedelige ture ikke er høj nok? Således at de bliver interessante også. Men det handler jo om udbud og efterspørgsel. Hvis jeg gerne vil fra A til B og vil betale, hvad folk vil have for det, så kan jeg komme det.

Der er jo også et marked for de kedelige ture, hvis prisen herfor er højere, så vil markedet presse prisen længere ned for de sjove ture, da der vil være flere som konkurrerer om det samme marked.

Tror bestemt ikke man skal være så nervøs for at markedet smadre det hele til ukendelighed. I givet fald, så kan man jo "blot" indfører stramninger igen.

  • 0
  • 3
#15 Steen Petersen

Det fremgår, at specielt Gustav Brock intet aner om hyrevognsbranchen (og måske ikke ønsker at vide alt for meget).

Her er ikke desto mindre en kilde til information:

http://www.taxinaevn.dk/regler

Klik lidt rundt på siden og se hvad den "dybt konservative taxibranche" har at rette sig efter. Gør vi ikke det, har vi et yderst nidkært politi, der til enhver tid er parat til at udstede store bøder for alvorlige forseelser, som f.x. manglende foranstillede nuller i kilometerangivelserne i trafikbogen.

Hvis du gerne vil vide mere – uden nødvendigvis at abonnere på Politiken - så læs videre.

Taxichaufføren aflønnes typisk med omkring 50% af omsætningen, lidt afhængig af pensionsaftaler m.v. De fleste dagchauffører vil være meget glade for en gennemsnitlig månedlig omsætning omkring 55.000 kr. tilvejebragt på seks-dages arbejdsuger á 50 - 70 timer.

Som det ses, er det ikke en hyre man går ud og køber lystyachter for!

Ind fra det yderste højre kommer så Uber med en app, der formidler kørsel med private chauffører i disses privatbiler. Egentlig en smuk tanke - lige indtil betalingen kommer ind i billedet og viser sig langt at overstige ”de med kørslen umiddelbart forbundne udgifter”, som vistnok er et grundelement i begrebet ”samkørsel”, et begreb, som Uber klamrer sig til.

Ubers normaltakst er lagt lige under hvad det koster at tage en lovlig taxi, men i samme øjeblik der opstår den mindste travlhed ganges prisen op med en faktor fastsat af Uber. Under den nylige strejke i "the tube" i London hed denne faktor 2,9.

Det er altså tydeligt, at der er tale om erhvervsmæssig personbefordring. Og hvis vi så forsøger at sætte en almindelig privatbil med en almindelig privat chauffør ind i den kontekst og forudsætter, at taxilovgivningen fortsat er gældende, kan resultatet ikke blive andet end Pirattaxi.

Og hvorfor bliver der så ikke gjort noget?

Jo, ser I:

Den aktuelle kontrovers i det legale system i Danmark går på hvorvidt selve app'en er lovlig, eller ej. P.t. har politi og statsadvokatur foreløbig brugt langt over et år på ikke at beslutte om sagen skal prøves ved domstolene.

Jf. ovenstående kar der ikke herske den mindste tvivl om, at selve den formidlede kørsel er i strid med loven. Politiet henholder sig imidlertid til, at man afventer beslutning om tiltalerejsning i sagen om app’en før man evt. vil gribe ind.

Det medfører bl.a, at et ganske omfattende bevismateriale, indsamlet af københavnske taxichauffører, p.t. samler støv et sted på Politigården.

Af årsager ingen begriber, har de fire københavnske bestillingskontorer Taxa 4X35, Taxinord 4X48, Dantaxi og Taxi 4X27 tilsyneladende valgt ikke at gøre noget, så al offentlig modstand mod piratkørsel sker via den brugerdrevne organisation ”Taxiførere i Danmark” (TiD) i samarbejde med 3F’s transportgruppe samt en meget aktiv gruppe taxcichauffører, der har oprettet gruppen UBER FAKTA på Facebook og er yderst effektive m.h.t. indsamling af bevismateriale. Iflg. FB-gruppen er der p.t. (23.07.15 21:00) registreret 124 Uber-biler i Københavnsområdet.

Internettet er jo en dejlig ting når der skal indsamles informationer. Via en nummerplade kan man uden videre finde ud af hvor en bil er forsikret og hvor den er finansieret. Lidt mere benarbejde kan afsløre detaljer om ejeren. I starten oplyste Uber førerens navn og bilens registreringsnummer ved bestilling, men det er man sjovt nok gået bort fra igen. F.s.v.a. en lang række af de 124 biler på listen, er der rettet henvendelse til forsikringsselskab, finansieringsinstitut og SKAT med oplysning om, og dokumentation for, at bilen bruges til ulovlig erhvervsmæssig persontransport. Disse oplysninger er også gået til Københavns Politi, hvor de så vidt vides samler støv.

SKAT har vi ikke de store forhåbninger til, organisationen synes fejlramt fra gulv til loft. At søge på en nummerplade og se om ejeren opgiver B-indtægt er nok at forlange for meget. (Undskyld, Jesper, det er ikke personligt ment!)

Forsikringsselskaberne kan måske have interesse i fortsat at modtage præmien, gemme oplysningerne, og så slå til hvis/når der sker en skade ved at nægte udbetaling.

Finansieringsinstitutterne er nok dem, der har mest i klemme. Det er skidt hvis værdien af pantet forringes ved at være de facto uforsikret, men kan man løfte bevisbyrden før skaden er sket? Og hvad gør man med mistanken? DET kan blive spændende.

Med hensyn til politisk bevågenhed, har der været kontakt til en lang række politikere. Den nu fhv. trafikminister Magnus Heunicke var således ret klar i mælet da han i foråret nød en kop kaffe i en taxa på kanten af Frederiksholms Kanal, hvor et antal hyrevognschauffører i en periode havde valgt at holde deres daglige frokostpause. Efter Heunickes opfattelse var Uber klart en ulovlig tjeneste og det lå ham på sinde at få den standset. Der var også en herre fra Dansk Folkeparti, der op til valget mente, at der burde gribes ind. Sågar en venstremand var ganske kortvarigt på banen med støtte til erhvervet.

Det kan vel ikke overraske nogen, at Joachim B. Olsen har ladet sig forevige i en pirattaxi og har udtalt sig til fordel for deregulering af hyrevognsbranchen. Og op til valget fiskede den daværende økonomiminister Morten Østergård (R) stemmer hos Uber i Århus.

På gadeplan er enkelte politifolk ved at få øjnene op for hvad der foregår, men de må ikke gribe ind. Det hedder sig, at hvis de fanger en Uber på foranledning af oplysninger fra en hyrevognschauffør, så er der tale om ulovlig agentvirksomhed. Dette imens anmeldelserne, som nævnt ovenfor, samler støv på Politigården.

Det er ingen hemmelighed, at Goldman Sachs har investeret stort i Uber. Markedsværdien af Uber angives til et astronomisk millionbeløb i dollars, der vel næppe er set lige siden den sidste dot.com boble eksploderede. Goldman Sachs råder over betydelige ressourcer, såvel økonomisk som juridisk, så man kan vel til en vis grad forstå DJØF’erne i de økonomisk og personalemæssigt klemte kontorer i Københavns Politi og i justitsministeriet når deres regneark viser, at de ikke umiddelbart har råd til at erklære krig mod Uber, specielt set i lyset af et mildest talt mudret politisk bagland.

Det seneste er, at EU vil gå ind i sagen, bl.a. på foranledning af forbud i Tyskland og episoder i Spanien og Frankrig.

Og her skydes sagen formentlig til hjørne i år efter år indtil lobbyisterne får købt en afgørelse, som de store firmaer synes de kan leve med.

I mellemtiden er virkeligheden i København, at der er registreret 124 pirattaxier, der kører – eller har kørt – ulovligt for Uber. Antallet stiger dag for dag. Frustrationerne hos de ”rigtige” hyrevognschauffører stiger også dag for dag. Det er vores levebrød, der er under angreb fra folk, der frit kan hæve bistand eller dagpenge og køre (vores) penge hjem til deres hemmelige bankkonti i Makedonien, som de lokale Uber p.t. anbefaler som skattely.

Vi kommer sikkert ikke (forhåbentlig ikke) til at slås mod Uber-folkene, som de gjorde i Frankrig, men det kan godt være, at de snart vil blive eskorteret ud af byen af ”rigtige” hyrevogne. Der er tiltag i gang på chaufførniveau til at forbedre kommunikationen vognene i mellem, så det varer nok ikke så længe før de første ”anløbne” privatbiler ikke længere frit kan bestemme deres rute.

Det er selvfølgelig sørgeligt, at Gustav Brock har haft en negativ oplevelse med en tur fra Nordhavn station en tirsdag kl. 19. Det er desværre ikke alle professionelle chauffører, der er SÅ professionelle, at de kan bide kundens brock over ventetiden i sig, svare neutralt og glæde sig over, at i løbet af ganske få minutter er den sure kunde ude af chaufførens liv, forhåbentlig for evigt. Det er ikke den enkelte chauffør, der sidder henne om hjørnet og lader kunden vente, det er udbuddet af vogne på dét sted på dén tid, der er afgørende for fremkørselstiden. Måske var der lige sluttet et arrangement ude på Docken og alle vogne i området var kørt? Den pågældende chauffør er formentlig lige kommet ind i distriktet, har fået turen, render så ind i en spand lort og har ikke mentalt overskud til at tænke ”whatever” og glatte ud.

Her i ”hævnens årti” (så ka’ de lære det, ka’ de!) er Gustav rede til at slagte en hel branche fordi han ikke har råd til en tilstrækkeligt underdanig privatchauffør og må vente i tørvejr i Nordhavnen i en hel halv time.

Måske er det samme sket for Joachim B. Olsen engang (noget må der være sket). Hvad der er sket for de Radikale er ikke til at sige, måske har de set noget, der virkelig skræmte dem, da de fik indsigt i Goldman Sachs i.f.m. salget af DONG-aktierne.

Generelt er man nok nødt til at indse, at der aldrig vil holde en hyrevogn og vente ved havelågen dag ud og dag ind uanset hvor meget man skærper konkurrencen og presser chaufførerne. Selv en taxichauffør kan have et engagement med en kreditforening, en bank, et el-selskab eller andre vigtige interessenter, der ikke nødvendigvis er indstillet på at give (mere) kredit så han kan tillade sig at holde og vente uendeligt i et dødt distrikt.

M.h.t. bestillingsmetode og betaling, så kan f.x. Taxa 4X35 tilbyde nøjagtig det samme som Uber (bortset fra prisstigning ved travlhed), det er bare en anden app, man skal downloade. Kig efter TAXA i app-butikken.

Med venlig hilsen

Steen Petersen taxachauffør

  • 9
  • 0
#16 Ole Gaarde Kristensen

Tænk nu hvis vi alle sammen var utilfredse med 1 lov. Så overtræder vi den - for så laver de den nok om - så bliver alt bedre. Forestil jer grønthandleren, der synes at moms simpelthen er noget svineri - så han holder op med at betale moms - for det bør der ikke være på grøntsager. Kunderne er vilde med ideen. De sparer 20 % - så de er glade. Han holder samtidig op med at betale skat, for han er aldrig syg, så der er ingen grund til at betale til det system.

Samtidig holder grønthandleren op med at søge stadeplads til sine grøntsagsboder. Han sætter dem hvor der er flest folk, og hvor det er mest praktisk for ham. Alle skal vel også have adgang til at købe grøntsager - skal de ikke?

Eksemplet kan sådan set fortsætte, og passer omskrevet på mange brancher.

Lad os dog blive enige om at i et demokrati som vores, så uanset hvor uenig man er i en lov, så skal den altså holdes til den er lavet om. Så må man forsøge at få den ændret med lovlige demokratiske midler. Ikke "bare" ved at overtræde den.

Uber er ulovligt i Danmark i sin nuværende form. Erhvervsmæssig personbefording kræver bl.a. tilladelse, godkendelser, uddannelse, forsikringer - og ordnede forhold for de ansatte. Ingen af de ting opfylder Uber. Jamen de er jo ikke dømt ved en dansk domstol - så er de uskyldige! Og bankrøveren har heller ikke gjort noget ulovligt før han kommer i rettenn - selv om der er fine billeder af både ham, elefanthuen og det oversavede jagtgevær. Det ændrer ikke ved at handlingen er ulovlig, og det ændrer ikke ved at man med dyb undren kan se at der ikke aktivt bliver gjort noget for at stoppe Uber.

Grønthandleren længere oppe i teksten ville formentlig få fjernet sine ulovligt opstillede boder inden ret lang tid.

Kaldte han det økologisk deleøkonomi og reklamerede via en app, skulle der nok være nogen der faldt for det. Sådan er det i hvert fald hvis man kalder det deleøkonomi og samkørsel, og laver en app. Det ophæver tilsyneladende alle love på området.

Den etablerede taxabranche vil gerne ændre loven - og har aktivt forsøgt gennem en del år - men det er nu engang politikerne der skal gøre det.

Og nej - jeg er ikke bange for konkurrence. Den skal bare være på sammenlignelige vilkår - og det er den ikke i dette tilfælde.

  • 10
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere