Et utidigt ryk i USB-kablet kan rydde din harddisk
De fleste kender det. Når USB-pinden eller harddisken skal pilles fra computeren foregår det nærmest per automatik ved at rykke stikket ud af USB-porten.
Men i situationen tænker de færreste formentlig over, at netop den handling under uheldige omstændigheder kan være ensbetydende med, at eksamensopgaven, feriebillederne eller musiksamlingen forsvinder på et splitsekund.
Hver gang lagerenheder som USB-sticks, harddiske og hukommelseskort til kameraer etc. bliver fjernet uden at følge den rette fremgangsmåde fra en computer eller et tændt kamera, så er der en reel risiko for, at filsystemet på enheden bliver ødelagt med det resultat, at alle data på den eksterne lagerenhed umiddelbart er væk, forklarer Henrik Andersen, direktør i Ibas Danmark, der er eksperter i at genskabe data for virksomheder og private.
»Det er en begrænset mængde, man oplever det problemer med. Til gengæld er problemet fatalt, når man oplever det, fordi data jo er væk,« siger han.
Særligt når det er eksamenstid, får IBAS mange henvendelser fra desperate elever og studerende, der har mistet deres opgaver fra diverse USB-enheder. Her vurderer Henrik Andersen, at 20 procent af de private, der henvender sig til IBAS, har mistet data under forkert fjernelse af USB-enheder.
Det kan dog lade sig gøre at genskabe dataene igen. Der er nemlig tale om såkaldt logisk fejl, der betyder, at dataene stadig ligger på USB-sticken eller harddisken og kan gendannes med specialsoftware, men umiddelbart ser det ud til, at alt er væk, forklarer Business Solution Manager Tore Brynaa fra BMC Software.
»I det øjeblik, du afmonterer enheden, så går styresystemet ind og lukker disken og opdaterer filtabellerne og så videre. Så hvis du bare flår den ud, mens den fx var igang med en rutinemæssig opdatering, så mister den alle referencer til, hvad der bliver lagret på den. Det vil sige, dine data er der endnu, men du skal bruge et eller andet form for gendannelses-software for at få dine data tilbage,« siger han.
Tore Brynaa understreger, at situationen, hvor filerne forsvinder, kan opstå når som helst og ikke kun i forbindelse med, der bliver skrevet eller læst fra enheden.
»Operativsystemet læser altid på diskene og opdaterer hele tiden løbende, hvad der sker på diskene. Og hvis man afmonterer enheden midt i sådan en rutinemæssig opdatering, så er der noget galt bagefter,« siger han.
Når det går galt
Skulle uheldet være ude og alle data umiddelbart væk, så er det altafgørende ikke at begynde at skrive nogen form for data på enheden, hvis der skal være håb om at få de gamle data tilbage. For bliver der først skrevet nye data oven på den tilsyneladende tomme disk - eventuelt for at teste, om den stadig virker - så kan selv ikke særlig software til at genfinde de tabte data nødvendigvis længere redde situationen, forklarer Henrik Andersen fra Ibas Danmark.
Han nævner et konkret eksempel, hvor en forsker ved Risø skulle forsvare sin ph.d.-opgave, som lå på en USB-stick, men pludseligt var alle data væk.
»Der var ikke noget at gøre. I sin febrilskhed havde han også overskrevet data,« siger Henrik Andersen.
Og i følge Ibas-direktøren bliver problemet med forsvundne data fra USB-enheder stadig mere udbredt i takt med, at de let-transportable enheder bliver stadig mere udbredte. Blandt andet er USB-pinde en yndet form for backup-løsning.
»Det er både godt og ondt, at man har alle de her eksterne enheder. De små eksterne enheder betyder, man får taget backup, men der er også flere, der sætter deres fulde lid til disse enheder,« siger Henrik Andersen.
Den rigtige måde
Naturligvis kan det lade sig gøre at fjerne både USB-harddiske og -sticks fra computeren uden, det sker med eksamensopgaver og andet som indsats. Som flere af Version2's læsere sikkert er bekendte med, så er der i eksempelvis Microsofts styresystem Windows XP, nede i retning af skærmens højre hjørne, et lille ikon med en grøn, skråtpegende pil på, når der er indsat en flytbar enhed i computeren.
Et venstreklik på ikonet gør det muligt at vælge, hvilken enhed der skal fjernes, hvorefter enheden kan - når XP siger god for det - fjernes sikkert. Der er tilsvarende funktionalitet til sikker fjernelse af enheder i flere andre styresystemer, og det er en rigtig god idé at bruge den fremgangsmåde, hvis man vil være på den sikre side.
»Der er faktisk indbygget en funktion i operativsystemet. Og det er faktisk den rigtige måde at gøre det på,« siger Henrik Andersen.
Han tilføjer, at Ibas ikke ligger inde med nogen indikationer på, at eksempelvis Windows skulle være mere sårbart overfor USB-relateret datatab sammenlignet med eksempelvis Apples Mac OS. Ligesom der ifølge Henrik Andersen heller ikke er noget, der tyder på, at FAT32-filsystemet skulle være mere sårbart end eksempelvis NTFS.
Også kameraer
USB-faldgruben begrænser sig ikke kun til computere, men kan også sagtens rydde feriebillederne direkte i kameraet.
»Vi ser det også, når folk tager deres lagringskort ud af fotoapparaterne. Der skal man huske, at kameraet skal være slukket. Det er jo samme problematik. Det er jo et filsystem, der ligger inde på kortet. Det er fuldstændigt sammenligneligt med en USB-disk,« siger han
Selvom det altså kan ske, at USB-enheder og kamerakort taber kontakten til deres data, så er det forholdsvist sjældent det sker, i forhold til, hvor mange USB-enheder og kamerakort, der bliver revet ud af diverse enheder, hver eneste dag, siger Henrik Andersen. Men det kan altså ske.
»Der findes to typer it-personer eller it-afdelinger. Dem der har prøvet at have datatab, og så dem, der kommer til at prøve at have datatab,« lyder det fra Ibas-direktøren.
