TDC er i kraft af sin store markedsandel forpligtet til at lade andre udbydere købe sig ind på - blandt andet - selskabets ADSL-net.
Men den forpligtelse lever TDC ikke op til, når de bevidst forhindrer en konkurrent i at levere net over kundens linje i mere end en uge efter, at kunden har opsagt sit abonnement. Derfor skal TDC nu stoppe den ulovlige praksis.
Det skriver Erhvervsstyrelsen i et brev til TDC.
Version2 beskrev første gang sagen i november. Direktør for den mindre udbyder Kviknet Yoel Caspersen fortalte dengang til Version2, at Kviknet jævnligt mister kunder, der ombestemmer sig, når de opdager, at Kviknet ikke kan tilbyde internet med det samme. Han beskriver desuden metoden som uforskammet.
»Resultatet er forudsigeligt - alle kunder bliver irriterede, nogle af dem skyder skylden på den nye udbyder, mens nogle kontakter Fullrate og får genoprettet deres forbindelse,« sagde Yoel Caspersen, der indgav en klage til Erhvervsstyrelsen.
»Erhvervsstyrelsens afgørelse er forventelig og glædelig. Bredbåndsmarkedet er et marked, hvor tid har enorm betydning, og hvor kunderne ikke kan og vil undvære internet særlig længe,« siger direktør for konsulentvirksomheden Netplan Torben Rune.
»Enhver forsinkelse er betydelig.«
Sådan blev linjen spærret: En ADSL-linje er delt op i to, hvoraf den ene del er forbeholdt fastnettelefoni. Det er denne del af linjen, som TDC-selskabet Fullrate holder åben, hvorved internetdelen også blokeres. Som ejer af nettet koster det ikke TDC andet end, hvad en anden udbyder ellers ville have betalt for den del af linjen, hvilket svarer til i omegnen af 6,50 kroner.
TDC uenig i afgørelse
“Kviknet har ikke nogen eksempler på kunder, der har været berørt af den praksis, klagen berører,” skriver TDC i et skriftligt svar til Version2. Selskabet mener, at der er tale om et problem, der meget let kan undgås.
TDC erklærer sig desuden uenig i Erhvervsstyrelsens afgørelse og stopper, ifølge eget udsagn, med at holde linjen åben, efter kunderne har opsagt abonnementet.
Selskabet skriver til Erhvervsstyrelsen, at ‘TDC finder, at Erhvervsstyrelsens sagsfremstilling er mangelfuld og misvisende og dermed tegner et fordrejet billedet af konsekvenserne af Fullrates praksis.’
TDC mener altså stadig ikke, at telegiganten gør noget forkert, når den forhindrer en række kunder i at skifte til en af de mindre udbydere med det samme. TDC har tidligere forsvaret blokeringen som en service til kunderne.
Hensigten med denne praksis er at sikre en god behandling af slutkunderne, hvis der er tale om fejl i opsigelserne, hvis slutkunden fortryder, eller hvis slutkunden får behov for en forlængelse af engagementet (...),' skriver TDC til Erhvervsstyrelsen tilbage i november 2015.
Hverken professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet Knud Erik Skouby eller Torben Rune er enige med TDC.
»Proceduren går i princippet mod idealet om et åbent og gennemskueligt marked, når det ikke fremstår klart, at det (syv dages spærring, red.) er noget, TDC sætter op, og det er ikke i orden,« sagde teleprofessoren i forbindelse med den oprindelige artikel og suppleres af Torben Rune;
»Det er et åbenlyst forsøg på at trække tiden ud for at holde på kunderne.«
Kan have ramt flere udbydere
Siden blokeringen var en generel praksis hos Fullrate, må man antage, at alle øvrige teleselskaber også har været påvirket af blokeringerne. Ud over den omsætning, firmaerne hver især er gået glip af som følge af kunder, der er hoppet fra på grund af blokeringen, har virksomhederne skullet betale et mindre beløb til TDC for hver afhopper.
»Det er faktisk noget af det, der irriterer mig mest. Vi har for betalt en bøde for at annullere en ordre, som annulleres, fordi TDC har stukket en kæp i hjulet på den, og det er i strid med god forretningsmoral,« siger Yoel Caspersen, der som direktør for udbyderen Kviknet står bag den oprindelige klage over blokeringerne til Erhvervsstyrelsen. Også internetudbyderen Telia har før klaget over et lignende tilfælde, hvor kunder var blokeret i op mod 30 dage.
TDC ønskede ikke at svare på følgende spørgsmål:
Da Version2 snakkede med jer sidst, sagde I, at det (blokeringen, red.) er en service til jeres kunder, men nu er det blevet kendt ulovligt. Hvad tænker I om det?
Hvad siger det om jeres fornemmelse for, hvad kunderne efterspørger?
I stedet henviste TDC til selskabets svar til Erhvervsstyrelsen, hvor de erklærer sig uenig med Styrelsens afgørelse.
Artiklen er opdateret kl. 20:25 med en uddybende kommentar fra TDC.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.