Erhvervsminister fremlægger opskrift på kampen mod techgiganter: Flere lande skal ind i kampen
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) præsenterer i disse dage regeringens hvidbog 'Mod et bedre samfund med tech-giganter' for internationale aktører på tech-konferencen Web Summit.
Hvidbogen »opstiller ni principper om et mere ansvarligt og retfærdigt samfund med tech-giganterne, der hver især udspringer af en væsentlig samfundsmæssig udfordring .«
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
»Det er et stort problem, at vi som samfund i dag ikke har bedre greb om de kæmpestore tech-giganter og den måde de driver deres forretning på. Bag de spændende produkter og ydelser gemmer der sig algoritmer, som meget få forstår, men som gør skade på mennesker og erhvervsdrivende. Det rammer rigtigt mange mennesker på trivslen, og det udfordrer rigtigt mange danske virksomheder gennem en ulige konkurrence,« siger Simon Kollerup, der samtidig efterspørger, at flere lande tager handsken op.
»Vi ønsker, at det er demokratiet og vores samfund, som sætter rammerne for tech-giganterne. Ikke omvendt. Og jeg savner, at flere lande melder sig ind i den her kamp. Derfor deltager Danmark som centralt land på Europas største tech-konference. For at få flere allierede i kampen for et bedre samfund med mere kontrol med tech-giganterne,« siger han.
Web Summit finder sted 1.-4. november i Lissabon.
