Er OOXML dømt ude? Her er kravene til en offentlig dokumentstandard
Fredag morgen blev Folketingets it-ordførere enige om et forlig, som definerer kravene til en offentlig dokumentstandard. Indtil videre betyder det en sejr til Open Document Format, ODF, men forliget dømmer ikke nødvendigvis Microsofts OOXML helt ude.
Forliget betyder, at det ekspertudvalg, som har rådgivet om valget af dokumentformater, bliver gjort permanent.
Udvalget skal opstille kriterierne for, hvilke dokumentformater der kan komme på en liste over åbne standarder. Denne liste skal gælde for statslige myndigheders udveksling af redigerbare dokumenter fra den 1. april 2011. Regioner og kommuner vil komme til senere, når der er forhandlet aftaler på plads med dem.
Listen indeholder i dag kun ét format: ODF. Men hvis Microsofts OOXML eller et andet format opfylder kriterierne, vil det kunne komme på listen.
Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen har på Version2's debatforum direkte fra Folketingssalen opsummeret forliget og de krav, der stilles til et dokumentformat på listen:
Fuldstændigt dokumenteret og offentligt tilgængelig.
Frit implementerbar uden økonomiske, politiske eller juridiske begrænsninger på implementering og anvendelse.
Godkendt af en international anerkendt standardiseringsorganisation, eks. ISO, og standardiseret og vedligeholdt i et åbent forum via en åben proces.
Det skal demonstreres, at standarden i sin helhed kan implementeres af alle direkte i sin helhed på flere platforme.
Interoperabel inden for funktionalitetsloftet med andre standarder på listen.
