Er Google håbløs til sociale tjenester?

Google har aldrig fået rigtig hul på det sociale internet, og vil ifølge rygterne forsøge igen med en ny Facebook-konkurrent. Men firmaet tænker for meget som ingeniører, mener ekspert.

Google Wave er netop lukket ned og Google Buzz blev aldrig et hit. Og i årenes løb har Google også måtte indkassere flere andre nederlag i forsøget på at skabe en platform, som ville blive socialt omdrejningspunkt på internettet.

Nu lyder vedholdende rygter, at internetgiganten vil forsøge en gang til, denne gang med en direkte konkurrent til Facebook. For Google kan ikke bare side på hænderne og se til, at Facebook med over en halv milliard brugere bliver fremtidens centrum.

»Google sidder ligesom Microsoft uden for og har været truet af Facebook gennem længere tid, for Facebook lukker internettet inde. Google har så forsøgt sig med forskellige projekter, men de har aldrig fået samme udbredelse. De forstår ikke det sociale internet, men tænker meget ingeniør-præget,« siger Martin Sønderlev Christensen, strategisk rådgiver hos Socialsquare og ph.d.-uddannet i social computing fra IT-Universitetet.

Ingen grund til at bruge Wave
Google Wave var et bud på fremtidens måde at kommunikere på nettet, hvor alt kunne samles og deles med andre i realtid. Men uanset hvad projektet kunne rent teknologisk, manglede der en god grund til at bruge Wave, mener Martin Sønderlev Christensen.

»Da de lancerede Wave, og senere Buzz, spurgte folk: Hvorfor? Det løste ikke et problem, folk havde, på samme måde som Gmail gjorde det. De sætter mange ting i gang, uden at have en strategi for det,« siger han.

Med Buzz, som tog afsæt i de knap 200 millioner Gmail-brugere, prøvede Google at udnytte det netværk, folk allerede havde skabt her og så lægge en social applikation oven på. Men lanceringen bød på en privacy-skandale, da andre kunne se, hvem man skrev e-mails til, og viste, hvordan de Google-ansatte ikke var i trit med resten af samfundet. Nu har Buzz 'over tyve millioner' brugere, ifølge Google, men blev aldrig så udbredt, som Gmail-integrationen gav håb om.

Når noget bliver en succes for Google, er det på grund af teknologiske forspring, som med Google Docs og Googles Maps. Men den formel virker ikke til sociale tjenester.

»De skal lære at tænke mere brugercentreret. Google er jo internettet, er langt fremme teknologisk, og leverer API'er og infrastruktur til mange andre tjenester. Men på det sociale internet handler det om links mellem mennesker, ikke mellem websider,« siger rådgiveren.

Facebook-konkurrent skal på lokations-bølgen
Når Google - ifølge massive rygter i hvert fald - nu er i gang med en ny konkurrent til Facebook, har Mark Zuckerberg trods Googles tidligere fiaskoer alligevel grund til at ryste en smule i bukserne, mener Martin Sønderlev Christensen.

»Google er en meget stor spiller, og de kan forsøge at få Facebook til at tage sig dårligt ud og slå på, at Facebook er lukkede, mens Googles platform er åben. Så kan Facebook godt frygte den innovationskraft, der kan ligge omkring sådan en platform,« siger han.

Især hvis Google udnytter samspillet mellem andre produkter og kan tilføre noget nyt.

»Trenden nu i sociale medier er lokalisering og mobilitet. Her kan Google udnytte for eksempel Google Maps og Latitude, så folk kan se, hvor vennerne er. Eller bruge Google Docs til, at man kan skrive på noget sammen,« foreslår han - og understreger, at alt endnu er ren spekulation, så længe Google ikke selv har meldt noget ud.

Faren er, at en sådan tjeneste vil falde i samme grøft som andre Google-forsøg og blive for forvirrende og ingeniør-tænkt. Men uanset hvad udfaldet bliver, tror Martin Sønderlev Christensen ikke, at Google kan skabe et smash-hit, som hele internet-befolkningen vil springe over på.

»Det bliver en bestemt type mennesker, der vil bruge det, ligesom med Twitter i dag. Min mor har brugt Hotmail i mange år, og er kun lige kommet på Facebook. Hun skifter ikke til noget nyt,« siger han.

Sådan gik det Googles forsøg på sociale tjenester:

Orkut

Google lancerede faktisk en social platform, der kunne meget af det samme som Facebook, i januar 2004, lige før Facebook opstod. Orkut var udviklet af en tyrkisk Google-ansat af samme navn, men slog aldrig bredt igennem i USA eller Europa. Til gengæld er tjenesten stadig uhyre populær i enkelte lande, især Brasilien, Indien og Estland, og Google valgte derfor for nyligt at flytte hele Orkut-afdelingen til Brasilien.

Jaiku

Denne finske mikro-blogging-tjeneste gik i luften i juli 2006, samtidigt med Twitter, og blev opkøbt af Google i 2007. Men siden da skete der ikke meget, og tjenesten blev forladt af Google i januar 2009 og overladt til open source-udviklere.

Google Video

Måske knap og nap en social tjeneste, men lanceret i 2005 for at få del i den video-succes, som Youtube havde fået. Det var dog småt med succes, og i stedet valgte Google at købe Youtube for godt ni milliarder kroner året efter.

Google Wave

Der var hype i spandevis, da Google præsenterede Wave som fremtidens måde at kommunikere på i maj 2009 på Googles I/O-konference. Bag Wave stod de danske brødre Lars og Jens Rasmussen, som før havde udviklet Google Maps og Google Earth. Men da folk lidt efter lidt fik adgang til Google Wave, var det småt med forslag til, hvordan det skulle revolutionere internettet.

Selvom en gigant som SAP kastede sig ud i at integrere Wave med dets ERP-systemer, manglede der generelt interesse for at udvikle applikationer til Wave og en god grund til at bruge Wave frem for almindelig e-mail eller Google Docs. Google annoncerede i august 2010, at Wave-projektet bliver lukket ned, men at det var lærerigt og dele af det ville blive båret over i andre projekter.

Google Buzz

I stedet for at opfinde noget nyt fra bunden, forsøgte Google også at koble et socialt lag på den succes, som Gmail og den integrerede chat må siges at have fået. Med Buzz ville statusopdateringer og andre hygge-beskeder fra vennerne lande direkte i indbakken. Men projektet fik en afsindigt dårlig start i februar 2010, da Buzz som standard sammensatte vennelisten ud fra, hvem folk havde e-mailet mest med.

Dermed fik alle Gmail-brugere, som ikke sagde nej til Buzz ved lanceringen, udstillet deres e-mail-kontakter, hvilket for nogle gav store problemer med for eksempel voldelige eks-kærester. Buzz kører videre og har nu 'tens of millions of users', ifølge Googles direktør, hvilket kan tolkes som over 20 millioner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Rasmus Kaae

Jeg kan ikke lide at google forsøgte at integrere en "vennetjeneste" i min gmail. I princippet vil jeg også gerne være foruden alt det der google chat osv.

Det er formentlig ikke udelukkende derfor at det ikke blev en succes, men det er i hvertfald den primære årsag til at jeg ikke har kigget på det. Basta!

  • 0
  • 0
Jack Lee

Kan det have noget at gøre med folks opfattelse af Google som en enorm data miner, som gør os mere skeptiske med deres tiltag? I så fald er det interessant, eftersom Facebook efterhånden også er kendt for sin brugerpolitik, der går ret vidt, men hvor det stadig lykkes dem at få fat på de unge.

På den anden side synes jeg, at Google ikke har været særlig helhjertet med markedsføringen. Hvorfor skulle man i begyndelsen have en invitation for at bruge Wave? Det alene holdt mig fra at prøve den. (hm, søgte lige på Google Wave, og jeg kan åbenbart komme ind på interfacet nu).

  • 0
  • 0
Per Sikker Hansen

Nu er det min opfattelse at det netop er de unge, der mere eller mindre er opfostret med internettet som babysitter, der er ligeglade med de løse datapolitiker som Facebook og Google har, hvor det er de lidt ældre generationer der nåede at have et forhold til fx Øst vs. Vest problematikken og ikke i samme udstrækning har været vant til at have en internet-identitet som alle har adgang til, fra deres helt unge år af.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere