Er du enig med it-advokat i, at Facebook-dom kan få stor betydning for danske virksomheder?
Dagens afgørelse fra EU-domstolen, hvor Facebook-aktivisten Max Schrems fik medhold i en klage over selskabets påståede samarbejde med de amerikanske spioner fra NSA, underkender samtidig en 15 år gammel europæisk-amerikansk aftale om, hvordan data skal behandles, når det sendes fra det stramt regulerede EU til det meget mere lempelige USA.
Dommen underkender i princippet eksisterende aftaler på området - og det kan betyde, at Facebook nu ikke uden videre kan sende data om de europæiske brugere til USA, skriver DR.. Men det gælder i sagens natur ikke bare Facebook, men alle virksomheder i EU.
Hos advokatfirmaet Plesner er partner og ekspert i persondataret Michael Hopp imponeret over østrigske Max Schrems bedrift - men han tvivler på, at privatpersoner på kort sigt vil kunne mærke ændringer.
»Det kommer ikke til at have nogen betydning for hverdagen. Men man skal ikke være blind for, at der er en masse helt almindelige danske virksomheder, der nu kan blive udfordret, fordi de f.eks. skal sende data til deres amerikanske moderselskab i forbindelse med personaleadministration,« siger han til DR.
Han er dog begejstret for, at det overhovedet kan lade sig gøre at få en sag så langt.
»Det er en cadeau til retsstaten, at en sådan en som ham kan få en sag helt til tops i EU. Det viser, at systemet virker, og at man kan komme hele vejen, hvis man har merit til en sag. I princippet kan man argumentere for, at vi har fået en bedre databeskyttelse, fordi vi får højere krav til, hvornår data kan sendes til et tredjeland«.
Sagen er foreløbig sendt tilbage til de irske domstole, der nu må vurdere Schrems' klager over Facebooks dataudlevering uden at henvise til dataudvekslingsaftalen.
Aftale om dataoverførsel var på vej mod en ophævelse
Den 15 år gamle aftale havde dog nået sidste salgsdato - ikke mindst fordi NSA-whistlebloweren Edward Snowden for mere end to år siden kunne afsløre, at amerikanske spioner har fri, uhindret adgang til at kigge med i alle de data, vi lægger hos de amerikanske internetgiganter. Det har internetgiganterne selv benægtet.
Facebook har foreløbig ikke selv kommenteret på afgørelsen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.