EPJ anno 2011: Kun 2 ud af 31 sygehuse har droppet papirjournalen

Rigsrevisionen langer ud efter regionerne i ny beretning om elektroniske patientjournaler. Langt de fleste sygehuse registrerer oplysninger elektronisk ? og printer dem herefter til papirjournalen.

Regionshospitalet Viborg og Thy-Mors Sygehus.

Ud af 31 hospitaler, som Rigsrevisionen har undersøgt, er disse to de eneste, som har implementeret papirløse journaler i fuldt omfang. Resten har indført elektroniske patientjournaler, EPJ, men har typisk procedurer, hvor alle data indberettes elektronisk, hvorefter det printes og lægges i patientens papirjournal.

Læs også: Rigsrevisionen på vej med benhård kritik af EPJ-systemer

Således fremgår det, at det på alle Region Hovedstadens hospitaler er standard, at man ved indlæggelse får oprettet en papirjournal, der følger patienten rundt i systemet.

»Statsrevisorerne bemærker, at regionerne fortsat har væsentlige teknologiske og organisatoriske udfordringer i forhold til at indføre EPJ, og at der er behov for mere ambitiøse mål for overgangen til papirløse arbejdsgange,« skriver Statsrevisorerne i en kommentar til Rigsrevisionens beretning.

Den tilsyneladende molbo-agtige løsning med at registrere data elektronisk for herefter at printe oplysningerne og lægge dem i en papirjournal er ikke kun et spørgsmål om dårlig udnyttelse af ressourcerne. Papirjournalerne indebærer også en risiko for patienterne:

Læs også: It-chefer: Én national EPJ er noget skidt

»Jo flere patientoplysninger, sygehusene opbevarer i papirform, jo flere unødvendige og uhensigtsmæssige arbejdsgange (fx unødvendige print af patientoplysninger, ufuldstændige papirjournaler) er der risiko for på sygehuset. Disse arbejdsgange er mindre effektive og udgør en risiko for patientsikkerheden,« skriver Rigsrevisionen i sin rapport.

På baggrund af Rigsrevisionens beretning uddeler Statsrevisorerne yderligere øretæver til regionerne, som ikke har formået at standardisere de elektroniske patientjournaler på tværs af regionsgrænserne.

»Statsrevisorerne beklager, at den enestående mulighed for et forpligtende samarbejde om EPJ på tværs af regioner ikke er blevet udnyttet i tilstrækkelig grad. Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (Digital Sundhed) blev etableret i 2007 med bl.a. det formål at fremme udviklingen og udbredelsen af EPJ på landsplan med udgangspunkt i omkostningseffektivitet og i fælles standarder og principper,« lyder kommentaren.

Derfor er Statsrevisorerne konklusion ikke overraskende, at EPJ ? igen ? trænger til en fast, styrende hånd:

»Statsrevisorerne finder, at der er behov for en stærkere og mere forpligtende styring, koordination og prioritering på sundheds-it-området. Statsrevisorerne peger i den forbindelse på etableringen af den ny styrelse for National Sundheds-it under Indenrigs- og Sundhedsministeriet og på Regionernes Sundheds-it Organisation som initiativer, der bør prioriteres højt.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Ludvigsen

Ja det er utroligt i en tid med IT, multimedieskat, osv. at man stadig printer papir og har store papirarkiver ..

Paperless eller paper light ?

Og hvad så hvis patienten skifter sygehus - bare rundt her i kongeriget - bliver papirudgaven så faxet frem ? - eller scannet ? og så printet ? ...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize