Enterprise-Java overtages af Eclipse

Illustration: Bigstock/kentoh
Java EE skal fortsætte under Eclipse-organisationens vinger.

Oracle siger farvel til ejerskabet over Java EE, Java til serverapplikationer, og giver rattet til Eclipse-organisationen, som er kendt for udviklingsværktøjet, der bærer samme navn. Dermed bliver Javas enterprisemiljø open source.

I et blog-indlæg skriver Oracle:

»Efter nøje at have undersøgt sagen har vi valgt Eclipse Foundation som den stiftelse, vi vil arbejde med i fremtiden. (....) Eclipse har stærke erfaringer og involvering i Java EE og tilknyttede teknologier. Det vil hjælpe os til at overbringe Java EE hurtigt og skabe processer, som er imødekommende over for miljøet.«

Læs også: Oracle i open source-skilsmisse med Java EE

Størstedelen af Javas basismiljø er allerede open source i dag. Oracle ejer dog stadig varemærket, der gør miljøerne til 'officiel' Java.

Oracle har inddraget konkurrenterne IBM og Red Hat i beslutningen, som bifaldes af begge parter.

Læs også: Udvikler: Open source kan sætte fut i hensygnende enterprise-Java

Konkret omfatter tiltaget følgende punkter:

Oracle vil overdrage licensejerskabet af Java EE, serveren Glassfish og tilhørende teknologier til Eclipse. Eclipse skal derefter bygge sin egen implementation, som skal opfylde Java EE 8-standarden og kunne bestå de tilhørende tests. Java EE skal også have et nyt navn og mærke, mens kodepakkerne dog stadig vil starte med 'javax' i navnet.

Skridtet hilses velkommen af Christian Damsgaard, som er freelance-udvikler og mangeårigt bestyrelsesmedlem i brugerklubben Javagruppen:

»JEE-platformen har jo været hensygnende. Jeg synes ikke, det har virket, som om Oracle har interesseret sig for den. Jeg tror, at organisationer som Eclipse og Apache vil kunne løfte det her,« har han tidligere udtalt til Version2.

Open source vil også give nemmere adgang til det såkaldte TCK-kit (Technology Compatibility Kit, eller kode til kompatibilitetstest på dansk).

»Det vil gøre livet nemmere for mange små open source-applikationsservere, som f.eks. Undertow.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere