Enhedslisten i kamp mod Google Analytics - men bruger det selv

Per Clausen anbefaler alle at droppe Google Analytics - men det gratis værktøj bliver også brugt på Enhedslistens hjemmeside. Det vil blive ændret, siger politikeren.

Mens Enhedslistens Per Clausen blæste til kamp mod Google Analytics med spørgsmål til videnskabsministeren, blev besøgende på hans egen hjemmeside hos Enhedslisten ramt af samme slags registrering, som politikeren selv tordnede imod.

»Ja, det har vi levet i lykkelig uvidenhed om. Jeg har ikke andre undskyldninger, end at alle andre også kører på samme måde med Google Analytics, og det viser bare, at det er et problem, som kræver myndighedernes indgriben og ikke kan overlades til folk selv,« siger Per Clausen til Version2.

Læs også: Enhedslisten går i kødet på Google Analytics

Google Analytics er et yderst populært og gratis værktøj til detaljeret besøgsstatistik på hjemmesider. Men besøger man en hjemmeside, der bruger Google Analytics, kan Google i princippet indsamle oplysninger fra besøget.

Den slags registrering skal vi kæmpe imod, mener Per Clausen, som anbefaler alle at droppe værktøjet fra Google.

»Jeg mener, at det er et problem, når vores netadfærd bliver videregivet til tredjeperson. Det mindste man kan gøre er, at sikre, at brugerne giver tilsagn før det sker, men det er jo ikke tilfældet,« siger politikeren.

Nye EU-regler betyder, at besøgende på en hjemmeside skal give ’informeret samtykke’ til cookies, der gemmes lokalt, men besøger man hjemmesiden ITST.dk, kan man først læse om de cookies, der bliver brugt, blandt andet til Google Analytics, når man er inde på siden og dermed allerede er blevet registreret af Google.

»Efter min bedste overbevisning er det i strid med EU-datadirektivet og Persondataloven. Og det efterlader utryghed, at andre kan registrere din netadfærd og samle personfølsomme oplysninger - for eksempel om politiske sympatier og antipatier,« siger Per Clausen.

Når alle danske partier, bortset fra Dansk Folkeparti, bruger Google Analytics, kan det således give Google mulighed for at holde styr på, hvilket politisk parti en person foretrækker.

Men Enhedslistens hjemmeside skal ud af den klub, mener Per Clausen.

»Jeg vil tage en snak med de folk, som har styr på teknikken. Jeg kan ikke komme med en udmelding om, hvornår vi har fundet en løsning på problemet, før jeg har talt med dem, der står for det,« siger politikeren.

Opdateret: Google har meddelt Version2, at man ikke samler oplysninger ind via Google Analytics om de besøgende eller bruger data i det hele taget fra Google Analytics til at målrette reklamer. Det fremgik af den oprindelige artikel, at besøg på websider med Google Analytics kunne føre til, at data om besøget kunne bruges af Google til at målrette annoncer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (17)

Kommentarer (17)
Lars Meldgård

Det er synd at vi alle nu bliver taget som gidsler i dette, efter min mening, søgte problem. Hvis der nu bliver kørt Hetz mod alle former for statistikværktøjer, så ender det sikkert med at alle websites selv skal kode et analyse værktøj for at kunne "bevise" at data ikke ryger til tredjepart.
Det lugter af at jeg og alle vi andre kommer til at betale i den sidste ende. Finten var jo at det var "gratis", ikke?

Hvem byder ind med reelle alternativer som det kun tager 5 min at lægge ind på diverse sites?

Mikkel Høgh

Hvis man bruger en nogenlunde fornuftigt CMS behøver det ikke tage meget mere end 5 minutter at skifte til noget andet, og det er ikke lige frem fordi der er en mangel på statistiksystemer.

Og hvis man ønsker at hoste skidtet selv, så behøver man jo ikke genopfinde hjulet – Piwik er en udmærket open source klon af Analytics: http://piwik.org/

Michael Thomsen

Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så HIV STIKKET UD og lad være med at ødelægge internettet for alle os andre som er gamle nok til at bruge det. Og lad venligst samtidig være med at spilde offentlige resourcer på at genopfinde den dybe tallerken, når der findes fine gratis løsninger.

Lars Meldgård

Men er Woopra og andre alternativer ikke også hosted hos 3.part ? Det løser vel næppe noget problem.
Nej for at komme ud af det skal man have skidtet installeret og hostet selv (som f.eks. Piwik som der blev nævnt) - dvs. det skal ALLE lige pludselig gøre i stedet for at kunne drage nytte af outsourcing.

Eller er det kun Google der er ond?

Jens Holm

Tror mere at EL har et problem med at smide alle deres æg i samme kurv -> Google's. Woopra har sværere ved at misbruge data, da det kun er webstatistik de kan forholde sig til

Jesper Lund

Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så HIV STIKKET UD og lad være med at ødelægge internettet for alle os andre som er gamle nok til at bruge det. Og lad venligst samtidig være med at spilde offentlige resourcer på at genopfinde den dybe tallerken, når der findes fine gratis løsninger.

Internettet er en peer-to-peer teknologi, og det har aldrig været meningen at hver eneste transaktion på internettet skulle sendes gennem en central server (single point of failure, i øvrigt). Men Google har skabt en "central server" rolle for sig selv, godt maskeret bag en række meget innovative services der markedsføres som "gratis". Et eksempel er Google Analytics.

At jeg læser en webside på itst.dk (som jeg har betalt via skatten) er højst et anliggende mellem mig og ITST, det vedrører ikke Google. SKAT bruger også GA, og skat.dk er i mange tilfælde eneste kilde til vejledning om skattelovgivningen. Så "hiv stikket ud" argumentet holder ikke i dagens Danmark.

Selvfølgelig skal Google Analytics reguleres, specielt når det bruges på websites i Danmark (endda på offentlige websites). Hverken Google eller ITST (eller Enhedslisten) er hævet over persondataloven og cookie bekendtgørelsen (når den træder i kraft).

J D

Bruger ikke GA på nogen af mine websites - analyserer istedet log filerne fra Nginx webserveren og får fint nok data ud af det til at lære lidt om brugernes adfærd og hvor de kommer fra. Samtidig øges sidens hastighed en del da man ikke skal vente på diverse analytics JS + cookies roundtrips.

I min browser bruger jeg også plugin'et "disconnect" hvorfor mine webbesøg på diverse websites ikke tæller med hvis de kun bruger GA :-)
http://disconnect.me/
(med added feature at man slipper for alle disse 'like' og 'plus' knapper og andet facebook crap der smides ind paa diverse sider ogsaa :-)
Der findes ogsaa GA-optout:
http://tools.google.com/dlpage/gaoptout

Mere uddannelse til brugerne? og specielt til EL ;-)

Kasper Bergholt

Hvis hovedanken er, at Google gemmer data om de besøgende, så kunne en fin løsning vel være at bruge Urchin i stedet for. Så ligger data lokalt på hjemmesideejerens server, ikke hos Google.

Lars Meldgård

"Woopra har sværere ved at misbruge data, da det kun er webstatistik de kan forholde sig til"

Men husk lige at Cookielovgivningen er ligeglad med om data hos 3. part bliver kædet sammen med andre data hos 3. part.
Det der alene er interessant er, at data i det hele taget bliver leveret til andre end selve web-sitet.
Så om 3. part kun har webstatistik eller også har en masse annoncer og forbrugsmønste fra søgninger er - så vidt jeg kan se - uvedkommende (omend meget mere interessant at diskutere)

Mogens Ludvigsen

Enhedslisten kan ikke lide markeds vilkår på spredning af deres budskaber, men bruger det selv -

Gad vide om deres 'finanslov' er underlagt samme absurde logik ....

Godt gået enhedslisten

John Vedsegaard

Der findes nok ikke de helt store muligheder for at forbyde cookies, men man kan forbyde browsere at understøtte cookies, det skulle ikke være ret svært særligt ikke da der kun anvendes ganske få forskellige browsere.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Affecto Denmark reaches highest Microsoft Partner level

Affecto Denmark, a leading provider of data-driven solutions, has reached the highest level in the Microsoft partner ecosystem: Managed Partner.
22. jun 2017

Innovate your business with Affecto's IoT Explorer Kit

Are you unsure if Internet of Things fits your business strategy?
31. maj 2017

Big Data Lake Summit: Fast and Trusted Insights

If you want to outpace, outsmart and outperform your competition in a digital world, you need trusted data that can be turned into actionable business insights at speed.
24. apr 2017