Borgerne bliver holdt for nar, og det er dybt kritisabelt, når Erhvervsstyrelsens tilsyn med danske hjemmesiders cookie-brug ikke kan følge med de mange lovbrud. Det viser, at Erhvervs,- og Vækstministeriet, der har det overordnede ansvar, ikke tager cookiebekendtgørelsen seriøst. Det mener Enhedslistens it-ordfører Stine Brix.
»Borgerne bliver gjort til grin, og mig bekendt har vi ikke andre bekendtgørelser fra EU, som bliver overholdt lige så lidt som cookie-reglerne. Og det er da dybt kritisabelt,« siger Stine Brix til Version2.
Hun har tidligere stillet flere paragraf 20 spørgsmål til den daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF). Dengang lød svaret, at Erhvervsstyrelsen skal føre et generelt tilsyn med både offentlige som private, danske hjemmesider om de små filer, også kaldet cookies, der bliver lagret på computeren, når man besøger et website.
Bliver set stort på lovgivning
Den såkaldte cookie-bekendtgørelse, der trådte i kraft i december 2011, pålægger de danske hjemmesider at oplyse borgerne om, at hjemmesiden vil lagre små filer på deres computere. Overholder man ikke bekendtgørelsen, kan man straffes med bøde. Derfor undrer ministeriets tilgang til reglerne også Stine Brix.
»Jeg synes, det er en meget mærkelig måde føre tilsyn med lovgivningen. Det hænger ikke sammen,« fortæller Stine Brix til Version2.
Hun henviser samtidig til, at Erhvervs,- og Vækstministeriet ikke har været ude for at sige, at de på grund af håndgribelige ressourcemangler, er ude af stand til at føre et korrekt tilsyn.
»Erhvervsministeren naturligvis med loven i ryggen bakket bekendtgørelsen helt op. Hvilket også betyder, at ministeriet vurderer deres nuværende beredskab som tilfredsstillende. Men det ser langt fra sådan ud,« siger Stine Brix.
På baggrund af Version2’s henvendelse, vil Stine Brix afkræve den nye erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsen en forklaring. Den nye Erhvervs,- og Vækstminister har ikke ønsket at komme med yderligere kommentarer til sagen.