Energinet ramt af fejl i nyt ERP-system: Gasforbrug og regninger må tjekkes manuelt

Illustration: onephoto, BigStock
Efter frasalget fra DONG skulle Dansk Gas Distribution skifte ERP-system. Det viste sig at være noget sværere end forventet.

»Der har været mange migreringsfejl, og vi har haft problemer med at få sendt regninger ud, fordi vi har måttet bruge meget tid på at kontrollere dem. Det er nok en af de største udfordringer, vi har. Der bliver genereret regninger nu, men vi har måttet holde dem tilbage på grund af kontroller.«

Jørn Kjær er chef-projektleder hos Energinet, og han beskriver konsekvenserne af en it-migrering, der begyndte i januar 2017.

I oktober 2016 blev blev Dansk Gas Distribution (DGD) solgt fra det daværende DONG til Energinet, fordi man ville holde distributionen på danske hænder.

Dermed skulle DGD ud af DONGs systemer og over i et nyt ERP forholdsvist hurtigt: Et it-projekt med stram tidsplan var født.

»Vi kommer fra et SAP-baseret system hos DONG, og så migrerer vi det over i et branchesystem, der er blevet videreudviklet, og som er baseret på Microsoft-teknologier. Vi går altså fra én type database-struktur til én anden type database-struktur,« siger han til Version2.

I januar sidste år indgik DGD en aftale med it-leverandøren Sonlinc om ERP-systemet SonWin, der bruges af mere end 50 danske forsyningsselskaber. Det er således et standardsystem, men DGD havde behov for at få programmeret en hel del udvidelser, ligesom det ifølge Jørn Kjær er komplekst at konfigurere systemet til den enkelte virksomhed.

Illustration: Adam Fribo

Og på grund af den stramme tidsplan efter salget fra DONG, skulle det allerede gå i drift i oktober samme år.

Derfor nåede man ikke at fange alle fejl i programmering og konfigurering inden go-live, og der opstod en del problemer med de processer, der var åbne under migreringen.

Jørn Kjær og it-organisationen i Energinet havde forberedt sig på, at der ville være en udfordring at flytte DGDs processer over i et nyt system, men alligevel er der stadig problemer i dag mere end et halvt år senere.

»Vi havde lavet forhøjet beredskab, fordi vi vidste, at der ville være udfordringer. Men de har nok været værre, end vi havde regnet med,« siger han.

For DGDs mere end 120.000 kunder har ERP-problemerne betydet forsinkede faktureringer og forlænget ventetid på udbetaling af tilgodehavender.

»Jeg vil ikke bruge de ydre rammer som undskyldning, men det er en forklaring. Fra vi talte med leverandøren første gang, til vi skulle gå i drift, havde vi tre kvartaler. Inklusiv en sommerferie,« siger Jørn Kjær.

Illustration: Adam Fribo

»Det har vist sig at være en ret stram tidsplan.«

Ingen dato på stabil drift

Status hos Energinet og DGD er nu, at systemet genererer regninger, og de bliver sendt ud - efter et manuelt tjek.

Selvom ideen med at lægge go-live allerede 1. oktober 2017 var at sikre stabil drift fra december samme år, sidder der nemlig stadigvæk en nedsat arbejdsgruppe og følger det fra dag til dag, hvilket gør det noget langsommeligt.

Medarbejderne tjekker blandt andet registreringer og forbrug og håndterer henvendelser fra undrende kunder.

»Det, der normalt er en omfattende stikprøvekontrol, det er faktisk blevet kontrollen på hovedparten af det. Og det har været tidskrævende,« siger Jørn Kjær, der ikke vil sætte en dato på, hvornår man kan forvente, at systemet kører uden problemer.

»Vi har jo en tommelfingerregel om, at når der er gået 12 måneder, så har vi været igennem de processer, der vil ramme. Jeg kan ikke sige præcist, hvornår vi tror, det kører smooth, men der vil nok i hvert fald i et stykke tid endnu være adskillige folk her, der skal kontrollere det, indtil det er helt stabilt, og vi tør lægge det fri.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Knud Larsen

Det er vel det sædvanlige Folk tror at SAP er en standard men det er nok snarere en fleksibel skal og da skal man have styr på hvad der er lagt ind under implementeringen. har man ikke det vil en migrering være rigtig vanskelig

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere