Endnu en hacker tiltalt for angreb på vandforsyning: Står til 25 års fængsel

Vandforsyningsanlægget leverer vand til over 1500 virksomhedskunder. Illustration: tang90246/Bigstock
En 22-årig amerikansk mand er tiltalt for at bryde ind i computersystemerne hos et vandforsyningsanlæg og lukke rensnings-systemet i 2019. Tiltalen kommer blot syv uger efter et hackerangreb hos et andet anlæg i USA.

Amerikanske statsadvokater har tiltalt en mand for at bryde ind i computersystemet hos vandforsyningsanlægget Ellsworth County Rural Water District No. 1 og manupulere med rensningssystemet.

Det skriver Ars Technica.

Den tiltalte er 22 år gammel og hedder Wyatt A. Travnichek. Han arbejdede på anlægget fra januar 2018 til januar 2019, hvor en af hans opgaver var at logge ind i computersystemet via fjernadgang efter fyraften for at holde øje med værket.

I slutningen af marts 2019 brød nogen ind i anlægget, som leverer vand til over 1500 virksomhedskunder, hvilket resulterede i at rensnings-systemet lukkede ned.

Hvis Wyatt A. Travnichek bliver dømt, kan han se frem til op mod 25 år i fængsel og en bøde på 500.000 amerikanske dollars.

Læs også: Hacker brugte Teamviewer til angreb på vandforsyning

Tiltalen kommer blot syv uger efter et andet hackerangreb på et vandforsyningsanlæg i byen Oldsmar, Florida. Her brød en hacker også ind i computersystemet og forsøgte at forgifte vandet ved at ændre på stofmængderne. Men en hurtig medarbejder opdagede ændringerne, før vandet nåede ud til forbrugerne.

I Oldsmar var sikkerheden helt i bund, da man brugte en ikke-supporteret version af Windows uden firewall og frit delte det samme Teamviewer-kodeord blandt alle medarbejdere, som hackeren udnyttede til at bryde ind.

Det er endnu ikke sikkert, hvordan Wyatt A. Travnichek fik adgang til systemerne hos Ellsworth County Rural Water District No. 1.

Læs også: Hacker-angrebet vandrensningsanlæg brugte Windows 7 uden firewall

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere