Endnu et stort it-system forsinket hos Skat

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Digitaliseringen af selskabsskatten skulle oprindeligt have været i luften senest til sommeren 2014. Nu må skatteministeren forlænge tidsfristen for selvangivelser på grund af forsinkelsen.

Det store it-projekt i Skat, Digitalisering af Selskabsskatten eller blot DIAS, bliver nu så forsinket, at skatteministeren har måttet forlænge tidsfristen for indberetning af selvangivelser for virksomheder. Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

DIAS skulle oprindeligt have været færdig i andet kvartal 2014, lød det, da Systematic vandt ordren i 2013.

Læs også: Storordre til Systematic: Nu bliver selskabsskatten også digital

Systematic fremhæver eller DIAS på firmaets hjemmeside og fortæller eksempelvis, at der bliver brugt en agil udviklingsproces. Netop manglen på at kunne udvikle agilt har tidligere været udpeget som én af årsagerne til, at offentlige it-projekter går galt.

I dette tilfælde har det ifølge Skatteministeriet vist sig, at implementeringen af DIAS er 'betydeligt mere kompleks end forventet', hvilket skulle være årsagen til forsinkelsen.

DIAS blev allerede i foråret 2014 udpeget til at være ét af de store offentlige it-projekter i alvorlige vanskeligheder, som fik en rød advarselslampe fra Statens It-projektråd.

Læs også: Her er statens forsinkede it-projekter

Ud af de 10 statslige it-projekter, som har fået en rød eller gul status fra projektrådet, står Skat for halvdelen. Det omfatter dog ikke ét af de største projekter i vanskeligheder hos Skat, Et Fælles Inddrivelsessystem eller EFI, som er påbegyndt før rådet blev oprettet i 2011.

Læs også: For 90 millioner kroner skal eksterne konsulenter redde Skats kriseramte EFI-system

Tilsvarende havde Skat også problemer med systemet En Skattekonto eller Ekko, som blev seks år forsinket.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kaj Jensen

Er det muligt for version2 at grave lidt dybere (til bunds) i hvilke udfordringer de rent teknisk pludselig er stødt på siden systemet er så meget forsinket? Jeg synes godt der kunne have været flere informationer og evt. et svar på hvorfor de endnu ikke ved hvornår systemet forventes klar.

Mikkel Madsen

Med hensyn til hvornår systemet er klar, så er DIAS allerede gået i drift tilbage i oktober 2014 - dog ikke med den fulde funktionalitet. Det vil sige det blandt andet ikke er muligt at selvangive endnu.

I pressemeddelelsen som artiklen linker til, står der at fristen for selvangivelse er udskudt til 1. september 2015. Det må betyde der er en forventning om at systemet kan bruges til at indberette selvangivelser inden da.

Christian Nobel

.. at i et latterligt lille land med 5,5 millioner indbyggere, så bliver IT systemer inden for det offentlige gang på gang 'betydeligt mere kompleks end forventet'?

Hvad pokker er det der er så komplekst inden for al offentlig IT (eller jernbanedrift) at det gang på gang går helt, helt galt?

Bortset fra det, kunne der lige komme nogle kroner på hvad dette fantastiske ikke-system har kostet ind til videre?

Log ind eller Opret konto for at kommentere