Endnu en kæmpehandel i spilindustrien: Sony opkøber Destiny-udvikler

Endnu en kæmpehandel i spilindustrien: Sony opkøber Destiny-udvikler
Illustration: Sony.
Spilstudiet Bungie, der står bag den store 'Destiny'-franchise, bliver opkøbt af Sony for 3.6 milliarder dollars.
1. februar kl. 10:39
errorÆldre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

2022 har allerede budt på nogle gigantiske handler i spilindustrien. Først tilkendegav GTA-ejerne Take-Two, at spilselskabet ville opkøbe mobilspils-kæmpen Zynga i en rekordstor handel. Blot få dage efter blev de dog overgået af den største handel i spilindustriens historie. Microsoft indgik en handel med det skandaleombruste spilselskab Activision Blizzard, der har titler som 'World of Warcraft', 'Overwatch', 'Call of Duty' og 'Candy Crush' med i baggagen.

Nu er en tredje megahandel på vej, da Sony har indgået en aftale om et opkøb af 'Destiny'-udviklerne fra Bungie i en handel til 3.6 milliarder dollars - svarende til 23.8 milliarder danske kroner. Det skriver CEO og Præsident hos Sony Interactive Entertainment, Jim Ryan, i en blog på PlayStations hjemmeside.

Af bloggen fremgår det også, at Bungie fremover vil være en »selvstændig« del af Sony Interactive Entertainement (SIE), og at nuværende og fremtidige spil forsat vil optræde på flere platforme.

Pete Parson, der er CEO hos Bungie, fortæller, at man med Sony i ryggen får nye muligheder for at udvide forretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Med Sony er potentialet for vores universer ubegrænset. Vores fremtidige spil vil tage modige skridt ud i uudforsket territorie for Bungie,« skriver Pete Parson på Playstations blog.

»Vi har fortsat ansvar for vores skæbne (destiny). Vi vil forsætte med at udgive og kreativt udvikle vores spil. Vi vil fortsat drive et fælles Bungie-fælleskab. Vores spil vil fortsat være der, hvor vores fællesskab er, hvor end de vælger at spille«.

Ikke uvant situation

Bungie har før været en del af større selskaber. Studiet er blandt andet kendt for at have udviklet Microsofts flagskibs-serie Halom, der var med til at søsætte den originale Xbox-konsol. Studiet blev da også opkøbt af it-giganten tilbage i 2000 umiddelbart før udgivelsen af Xbox-konsollen og spillet.

Efter at have udviklet Halo-franchsiens første tre hovedtitler løsrev Bungie sig fra sit samarbejde med Microsoft i 2007 og blev et uafhængigt spilselskab.

I 2014 udgav Bungie det første 'Destiny'-spil i samarbejde med udgiveren Activision, der nu altså står til at blive et Microsoft-selskab. I 2017 udgav Bungie 'Destiny 2' som en Activision-titel, men blot to år efter i 2019 gik de to selskaber hvert til sit.

På Bungies egen hjemmeside bekræfter man i en Q&A, at både fremtidige titler og Destiny stadigvæk vil være at finde på andre platforme end Sonys.

I "spørgsmål og svar"-form skriver Bungie:

»Q. Bungie har fremtidige spil i udvikling. Vil de nu blive PlayStation-eksklusive?

Nej, vi ønsker, at de verdner vi skaber vil nå ud til alle folk, der spiller spil. Vi vil fortsat være selv-udgivende, kreativt uafhængige, og vi vil drive ét fælles Bungie-fællesskab.

Q. Jeg spiller Destiny på Steam, Xbox eller Stadia - vil min platform stadigvæk blive understøttet?

Ja«.

Ikke en respons på Microsofts opkøb

I et interview med Gamesindustry.biz fortæller PlayStations CEO, Jim Ryan, at opkøbet ikke kommer som et svar på Microsofts seneste indkøb.

»Dette har ingenting med industrisammenlægning at gøre. Det har alt at gøre med en delt vision for, hvordan vi kan gøre tingene bedre,« siger Jim Ryan.

Han fortæller dog, at det ikke vil være det sidste opkøb i Sonys horisont.

»Vi skal absolut regne med mere,« konkluderer Jim Ryan.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger