En spøjs fortælling om en tabt iPhone, en vigtig app og en ærlig medpassager
Kære læser
Hvis du kun skulle installere én app i det nye år, så bør det være “Find my Phone”. Her er en lille historie, der bør kunne overbevise dig.
Der skete noget besynderligt her den anden dag, da jeg tog toget fra København mod Jylland.
Det var ikke så meget det, at jeg mistede min iPhone, da jeg i meget tumult og forvirring stod af i Fredericia, der var det besynderlige. Nej, det var mere måden, jeg fandt - eller nærmere: stødte ind i - min telefon igen, der stadig virker som noget taget ud fra en usandsynlig amerikansk film.
Jeg ved ikke, om der er så meget at lære af min oplevelse udover, at det er en god idé at have installeret en app, der kan tracke din smartphone. Men under alle omstændigheder, så synes jeg, det er en spøjs oplevelse, der er værd at dele her mellem jul og nytår, når de tyndt bemandede it-redaktioner ellers får nyhederne til at handle om de 10 vigtigste gadgets, du absolut må eje i 2015. Set i den kontekst, er det det rene guld, du her er i færd med at læse.
Det starter med, at jeg sidder med øjnene begravet i min iPad i toget på vej til Fredericia og senere Billund, hvor jeg skal skrive en reportage om Lego. På Fredericia st. bliver jeg pludselig overrasket over, hvor hurtigt toget er stoppet, og jeg får derfor travlt med at smide iPad, oplader, madrester og alle de andre leftovers ned i min taske og skynde mig ud ad døren med jakke i den ene hånd og åben taske i den anden. Ude på perronen får lommen som sædvanlig et klap for at tjekke, om min telefon er der. Den får lige et klap til. Nej, telefonen er ikke i lommen. Heller ikke den anden. Jeg roder febrilsk rundt i tasken. Først en gang og så en gang til.
Pis.
Min telefon er væk. Jeg kigger tvivlsom tilbage på dørene i toget, der stadig er åbne. Mon jeg kan nå tilbage og kigge efter den, inden toget kører videre?
Jeg tøver i et par sekunder, men vælger så at lade taske og jakke være på perronen, spæne ind i toget og med et desperat udtryk i ansigt kigge vildt omkring efter min telefon. Jeg får oprørt flere af medpassagererne, men ingen af dem har set den.
Ud af toget igen, dørene lukker 10 sekunder efter. Rode videre i tasken. Ingen iPhone 5s. Jeg bliver mødt af en blandet følelse af frustration og vrede. Frustreret over, at jeg har smidt en telefon, der koster noget på den forkerte side af de 5.000 kroner væk. Vred over, at jeg ikke tog mig bedre tid til at pakke mine ting i toget.
Jeg får hevet fat i en gut, der står med øjnene klistret til sin smartphone på perronen og spørger, om han kan dele sin netværksforbindelse med min iPad og mig. DSB har nemlig ikke noget wifi på stationen, men jeg har en plan. For en gangs skyld tog jeg mine forholdsregler og installerede Find My Phone-appen på telefonen, selvom jeg aldrig forestillede mig, at jeg ville få brug for den.
iPad’en logger på, og sporer telefonen via dens GPS…
Jep, den er i fuld fart på vej videre mod Vejle.
Skal jeg følge efter?
App’en har en funktion til at låse telefonen og skrive en besked i displayet. Jeg taster min mors telefonnummer ind, så den forhåbentlig ærlige person, som finder telefonen vil kunne komme i kontakt med hende. Det er i øvrigt sjovt, hvordan jeg for 10 år siden kunne huske alle mine venners telefonnumre i hovedet og ikke ville have noget problem med at skrive et nummer ned fra hukommelsen. Den evne har smartphones i brugervenlighedens navn helt udraderet. Min hjerne føles doven. Heldigvis er mor ikke sådan en man lige glemmer, så jeg får vredet hendes nummer ud af de små grå og håber på det bedste.
Og så er der alarm-knappen. Den får telefonen til at ringe i en høj og irriterende tone, så man ikke kan undgå at lægge mærke til den. Jeg trykker på den mindst 10 gange. Kan ikke selv høre den, så jeg trykker lige en ekstra gang - for en sikkerheds skyld. Så må de andre i toget da have opdaget noget.
Jeg fortsætter til Billund og Lego, og da jeg efter interviewet tjekker efter på iPad’en igen, kan jeg se min telefon gå rundt i gaderne i Aarhus. Forbi caféer og skobutikker. Jeg modstår min trang til at tage derhen og stalke vedkommende indtil jeg i en mørk gyde kan konfrontere tyven. For det må jo være en tyv, tænker jeg.
Prøver at forestille mig scenariet. Min iPad har ikke mobilt internet, så jeg skal altså hoppe fra cafe til cafe med wifi. Måske endda bestille en kaffe hvert sted for at få adgang til nettet. Alt sammen mens jeg på iPad’en følger med i, hvor telefonen flytter sig rundt. Og så er det også begrænset, hvor præcis lokaliseringen er, alt efter hvor mange GPS satellitter, den er forbundet med. Jeg skal måske til at gætte på lejligheder og kommer måske til at stoppe den forkerte. Dernæst selve konfrontationen med tyven, hvor jeg nok ville blive tvunget til at stille mine femten kaffekopper fra mig. Det er ikke så tiltalende, så jeg nøjes med at trykke på alarm-knappen igen en fem-ti gange, krydse mine fingre og tage toget tilbage mod København.
Egentlig har jeg allerede afskrevet telefonen. Faktisk går jeg allerede og tænker på, hvornår jeg skal købe den nye iPhone 6, som jeg i al hemmelighed har fantaseret om, men aldrig rigtigt har haft et plausibelt argument for at smide 6.000 kr. efter. Jo, jeg er ikke upåvirket af Apple’s minimalistiske følelsespropaganda. Og nu har krybdyrhjernen endelig fået et argument for at overtage kontrollen med min pengepung.
Da jeg nærmer mig København, logger jeg på DSB’s gratis wifi for lige at tjekke, hvor telefonen er igen. Sådan mest for sjov.
Egentlig er internettet i toget ikke gratis, medmindre man sidder på første klasse, men når DSB kun kræver, at man oplyser numrene på ens vogn og sæde for at få adgang, så kræver det ikke mere end, at man lige skæver hurtigt ind ad glasdørene til DSB 1 for at finde et tilfældigt sædenummer.
“Finder…”
Kompas-animationen på iPad’en drejer rundt, mens den lokaliserer telefonen.
Kortet dukker op på skærmen, og jeg tror først, det er en fejl, for den viser Høje Taastrup, hvor jeg selv kører forbi i samme øjeblik. Tracker den iPad’en nu?
Kortet bevæger sig med samme hastighed som toget.
Jeg står allerede i mellemgangen på vej til at stå af.
Kan det passe?
Jeg trykker på alarm-knappen en sidste gang.
En bip-tone lyder højt fra en metalkuffert sådan ca. halvanden meter væk.
Jeg kigger på kufferten og så på dens ejerkvinde.
Hun kigger på mig.
»Er det dig..?«
Jeg kan ikke helt tro det. Er det her “tyven” som gik rundt i Aarhus’ gader med min iPhone?
Hun åbner kufferten og rækker mig telefonen.
Vi er vist begge to lidt paf over sammentræffet, men jeg kan forstå på hende, at hun havde fået fat på min mor og ville aflevere telefonen den næste dag. Og så havde den hylende alarm-tone forfulgt hende hele dagen (jeg fik vist trykket rigeligt på alarm-knappen).
Jeg når lige at sige tak, før vi skal ud af toget og menneskemylderet opsluger hende.
Der røg det argument for at købe den nye iPhone. Det er min økonomi nok gladest for.
Det er ikke så tit, at man kan sige, at man er usandsynligt heldig, men den dag synes jeg kandiderer godt til det.
Godt nytår kære læser, og husk nu at få installeret en app til at tracke din telefon!
