En glad og trofast iOS-bruger. Sådan vil jeg beskrive mit forhold til Apples mobile styresystem, der har været på markedet siden 2007. Jeg har dog valgt at slippe iOS og sætte mig i it-skriftestolen i nogle dage for at prøve Microsofts Windows Phone 8. Så her er en iPhone-ejers bekendelser.
Det første touch
Som ved en date, en jobsamtale eller et tøjkøb, er førstegangsindtrykket ufattelig vigtigt - det gælder også for mobile styresystemer. No shit, Sherlock, tænker du nok. Men lad mig lige uddybe.
Microsoft skuffer ikke. Deres store såkaldte tiles, der i største format har samme størrelse som Bill Gates’ briller i 1980’erne, gør det fremragende. Og det er en helt anden retning at gå end det kiksede Android-styresystem, som ikke gør andet end konstant at bombardere mig med informationer, jeg ikke gider forholde mig til.
Microsofts tilgang er en anelse mere konservativ, men ideen om at swipe til højre eller venstre i de forskellige apps fungerer glimrende, når man lige har vænnet sig til det. De levende tiles kan også laves i tre forskellige størrelser, hvilket er sjovt. Det virker også fint, at man swiper til højre fra Start-menuen, og så befinder man sig i en oversigt over samtlige apps.
Men hvis du, som jeg, ikke har billeder på ret mange dine venner i din kontaktbog, så ser det ret dumt ud, at person-tilet vender tomme felter. Det problem vil dog stort set blive udryddet, hvis du synkroniserer dine kontakter med Facebook.
Jeg synes også, at det var temmelig irriterende, at jeg måtte genstarte telefonen to gange, fordi den ikke, efter at være blevet tændt, kunne registrere mit simkort. Men om det er Windows Phone 8’s skyld eller Nokias (har testet på en Nokia Lumia 920 og sammenligner med iOS 6 på iPhone 5), ved jeg ikke.
Sammenlignet med iOS 6, fremstår Phone 8 mere dynamisk, men jeg er dog stadig faldet over nogle irriterende fejl. Dem vender jeg tilbage til. Men det først indtryk er positivt.
Kernefunktionalitet bestået
Jeg har fem kerne-apps, som bare skal fungere upåklageligt: Telefon, sms, mail, App Store og browseren.
Opkald og håndtering af kontakter kører som smurt på Phone 8, og det samme gør sms-delen med et par undtagelser. For det første sidder send-knappen alt for tæt på mellemrumstasten, hvilket har resulteret i halve sms’er med mærkeligt indhold. Det kræver dog blot en hurtig software-opdatering.
Og så er jeg træt af, at når jeg har færdigskrevet og sendt en besked - og trykker på tilbage-knappen, så fjerner den først tekstboksen, frem for at gå tilbage til min indbakke. Så her er et af de legendariske ‘Microsoft-dobbeltklik’, der irriterer i hverdagen.
Hvad angår mail-delen, er jeg faldet over et par ting. Og her må hardcore Windows Phone-fans korrigere mig.
Jeg har en privat Gmail-konto, og jeg har en Version2 Gmail-konto. Dem vil jeg gerne samle i én tile, så jeg ikke skal åbne to forskellige. På iOS samler jeg nemt flere forskellige mailkonti i én app. Det kan jeg ikke få til at virke her. Jeg kan heller ikke åbne e-mails på låseskærmen - sammenlignet med iOS er det ikke godt nok.
Og hvad angår app-butikken Microsoft Marketplace. Hmm, udvalget er til grin. Men de få apps, man kan hente, fungerer godt. Lige med undtagelse af Facebook, der langt fra er lige så overskuelig og lækker opbygget, som Twitter-app’en. Men apps, som filmdatabasen IMDB, LinkedIn og Angry Birds kører bare.
Så spark gang i den App Store, ellers skifter jeg aldrig økosystem. Jeg mangler især streaming-tjenesten Spotify, der har tørlagt mit nuværende iTunes-bibliotek, som en sprutbutiks lager efter et besøg af svenske fodboldfans.
En anden ting: Hver gang, jeg downloader en app, så behøver jeg altså ikke se, at den finder sig til til rette blandt de andre. Altså: Når jeg har godkendt et køb, springer den ind til oversigtsmenuen og viser, hvor lang tid, der går, før app’en er klar. Den sygdom døjede iOS også med frem til iOS 6, hvor Apples App Store fik en silikoneoperation af de større.
I et forsøg på at give mig en god browser-oplevelse, har Microsoft præinstalleret Internet Explorer. Selv med 4G/LTE fra Telia, der har kastet godt 15-20 Mbit/s af sig i gennemsnit, virker IE godt nok langsom - Det gælder også på tre forskellige wifi-forbindelser. Og så er der heller ikke en ‘fremad’ knap. Ommer! Så her fra skriftestolen skal lyde en bøn til Google og Firefox: Lav nu lige en mobilbrowser til Windows Phone.
Hvad der til gengæld virker godt er zoom-funktionerne, fanebladene og at jeg kan søge i feltet nederst i browseren. Her er iOS’s Safari-browser, uden søgefunktion i ét felt, en skændsel. Men jeg er stadig Bing-hater (Microsofts egen Google søge-look-a-like), beklager. Du kan dog indstille Google til primær søgemaskine i IE.
Men alt i alt består Windows Phone 8, når det kommer til mine kernefunktioner. Jeg kan også hurtigt nævne kalender-delen, der er decideret ringe på Phone 8. Jeg har parret den med Facebook, men desværre er sædkvaliteten lav hos Microsoft, for jeg er nødt til at trykke ind på den konkrete dag, før jeg får et (dårligt) overblik over Facebook-events, fødselsdage etc - endnu et dobbeltklik. På iOS er det efter min vurdering langt mere overskueligt.
Modig frontløber
»Danskerne fatter ikke, at Windows Phone er ligeså så fed som iPhone«. Sådan sagde mobilekspert John G fra Mobilsiden.dk tilbage i august 2012 til Version2.
Tja..Uanset hvor meget, jeg klamrer mig til Apples bundsolide iOS-platform, tager jeg den æbleformede hat af for Microsoft. Windows Phone 8 leverer en stabil, ganske brugervenlig og lækker oplevelse. Om Microsoft, med medstifter af Apple Steve Wozniaks ord, er mere innovativ end Apple selv, ved jeg ikke.
Men Microsoft er en modig frontløber i forhold til at give mig en anderledes og smidig smartphone-oplevelse. Det er selvfølgelig godt hjulpet på vej af den dualcore S4 Snapdragon-processor, som sidder i Lumia 920, men der har ikke været antydningen af, at Phone 8 var på vej til at crashe - heller ikke ved test af godt 20 forskellige apps.
Så inden jeg forlader skriftestolen: Ville jeg skifte platform? Hvis de eksterne udviklere af app får sparket gang i Marketplace, og Microsoft selv får rettet nogle af de fodfejl, jeg nævner, så klart ja!
Jeg har haft langt sværere ved at lægge Windows Phone 8 fra mig, end jeg eksempelvis havde med Android-styresystemet. Så hvis Microsoft holder fast i den linje, de har lagt med Windows Phone 8, så er jeg, hånden på hjertet, solgt. Og dermed slut på en iPhone-ejers bekendelser. Amen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.