Elsparefonden står fast: Bærbare pc'er er grønnest

Selvom de lever kortere og indeholder flere kemikalier, så er miljøpåvirkningen i hele levetiden stadig mindre for en miljømærket bærbar pc end for en stationær pc, fastslår Elsparefonden.

En miljørigtig bærbar pc er grønnere end en miljørigtig stationær pc. Det holder Elsparefonden fast i, efter Version2 i sidste uge skrev, at en stationær pc kunne være et miljømæssigt bedre valg, når man så på udstyrets totale miljøpåvirkning.

Elsparefonden fremhæver en EU-sponsoreret analyse som konkluderer, at stationære pc'er typisk bruger dobbelt så meget strøm som en bærbar pc.

Til gengæld benytter mange brugere samtidig en ekstra skærm, dockingstation og ekstra tilbehør til en bærbar pc, som er med til at øge strømforbruget. Ifølge Elsparefonden er det merforbrug imidlertid ikke nok til at sætte det forspring over styr, som de bærbare pc'er får fra et lavere strømforbrug.

En anden vigtig faktor i den totale miljøbelastning er levetid og miljøfarlige materialer. En bærbar lever erfaringsmæssigt kortere end en stationær pc. Derfor er det vigtigt, at man vælger en bærbar pc, som har et lavt indhold af problematiske stoffer.

Ifølge Elsparefonden bør man derfor vælge pc'er, som er mærket med eksempelvis det nordiske Svanemærke.

Pc-producenten Fujitsu oplyste til Version2, at stationære pc'er er nemmere at genbruge, fordi komponenterne let kan skilles ad. Det tidligere Fujitsu-Siemens var den første store producent der etablerede en genbrugsordning, hvor udslidte pc'er blev indsamlet og genanvendt.

Elsparefonden citerer det svenske konsulentfirma Swerea IVF for en analyse, som konkluderer, at den største miljøsynder for en pc ikke er materialerne, men derimod elforbruget.

Miljøpåvirkningen fra elforbruget er dog også en variabel, som afhænger af, hvordan strømmen bliver produceret. En dansk pc får strøm fra kulkraft, mens en pc på Island vil få strøm fra CO2-neutral vandkraft og geotermisk energi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Jimmy Grønbæk Teilmann

Sådan en strømforsyning i en stationær sluger altså en del selvom pc'en er slukket. Målte på to stk i privaten den ene tog 30W og den anden 50W. Så medmindre de stationære slukkes ved kontakten, er der et let skjult ekstraforbrug.

Gad godt se en vægtning på indholdet af miljøfremmede stoffer/kemikalier mod energiforbrug. Det er jo med i betragtningen.

  • 0
  • 0
#5 Baldur Norddahl

Standbyforbruget på min stationære er ca. 10 watt. Min laptop bruger mindre end 1 watt.

Samtidig bruger laptoppen typisk 30 watt i brug. Den stationære bruger 310 watt inklusiv skærm.

Selvom det ikke er en fair sammenligning på grund af en stor skærm, så er der meget langt fra 30 watt.

  • 0
  • 0
#6 Jimmy Grønbæk Teilmann

@Jesper, Jo, det er gamle psu'er. Udskiftning er ikke relevant da de dør på kontakten og ikke så tit er i brug. Men hvor mange gamle PSU'er kører der og er det en parameter i indkøb? (billige PSUer idag bruger vel stadig en del)

@Baldur, Det ligner en fornuftig fordeling. Hvad der kommer ekstra til de 'stationære' bærbare er vel for langt størstedelen blot en skærm. Den hiver vel 30-80W og der er endnu et stykke op til de 300W.

  • 0
  • 0
#8 Deleted User

Mange nye bærebare, har så stor skærm, at den stationære skærm spares. Alene en stationær skærm, bruger mere strøm end den bærebare. Computerne bruger også mere, og dertil kommer standby forbrug. Bærebare er lavet til et lavt strømforbrug - og alle komponenter bruger mindre.

Bærebare bruger endog mindre strøm end tidligere, trods hastigheden er gået op. Idag kan en bærebar køre 12 timer på et batteri. Selvom der går energi tabt, ved at oplade og aflade et batteri, så bruger de stadigt mindre end den stationære.

Måske kan en meget grøn PC, hamle op med en fråsende bærebar, men sammenlignes en typisk stationær PC, med en typisk bærebar PC, er det helt sikkert til den bærebares fordel.

  • 0
  • 0
#9 john Christiansen

Hvis ikke man har brug for at slæbe en PC rundt til steder uden strøm, og det findes næsten ikke, er der ingen grund til at have en PC med: batteri,fastmonteret skærm,tastatur,mousepad og drev mm.altsammen samlet, så det ikke er praktisk/økonomisk muligt for alm. brugere at skifte dele. Tager man det bedste fra den bærbare teknologi, og monterer det i en "kasse" ( kunne være af rå træ og signalere grøn teknologi), der er adgangsvenlig, har man en stærk PC, der bruger næsten ingenting, og ikke er ødelagt ved nedbrud af en enkelt del. Der findes iøvrigt små PC, der ikke er større end en lidt tyk bog, og kan stå på hylden med samme. Elsparefonden har ikke ret.De skulle måske slå på tromme for små stationære PC.

  • 0
  • 0
#11 Gustav Brock

En interessant tanke (hvor de fleste serverumspassere er stået af på forhånd) er at bruge en bærbar som server.

Med de nuværende elpriser på ca. kr. 1,80/kWh + moms koster en server i kontinuert drift med et forbrug på fx 300 W kr. 4.700,00 om året. Kan forbruget skæres ned til fx 50 W, er besparelsen på 3.940,00 ekskl. moms. Pænt mange penge.

Er behov for diskplads beskedent, kan SSD-diske, der bruger endnu mindre strøm, bruges. Er diskkapaciteten ikke stor nok, kan eksterne diske hægtes på via et indstikskort eller USB, hvis krav til hastighed er moderat.

Som en ekstra bonus leveres alle bærbare med to smarte features: Indbygget UPS og minimalt pladsbehov.

Har nogen afprøvet dette i praksis? Med de kræfter, almindelige bærbare har i dag, burde det virke hos størstedelen af landets små virksomheder.

  • 0
  • 0
#12 Philip Grove

Bærebare bruger endog mindre strøm end tidligere, trods hastigheden er gået op. Idag kan en bærebar køre 12 timer på et batteri.

Hvilken?

En mere normal bærbar end den hypotetiske som du omtaler kører cirka tre timer på en opladning. Producenternes angivelse af batterilevetid er en tyk løgn i medvind så glem de tal. Den faktiske levetid ligger nærmere omkring 50-75% af den værdi.

Mange nye bærebare, har så stor skærm, at den stationære skærm spares.

Det er fuldstændig korrekt at de efterhånden findes med ret store skærme, dog ikke så store som til stationære. Arbejdsstillingen ved en stationær og en bærbar er væsentlig forskellig derfor er ekstern skærm, tastatur og mus nogle gange nødvendig for at undgå andre problemer.

  • 0
  • 0
#13 Deleted User

Det er allerede nævnt nogle gange, en computer bliver ikke på magisk vis mindre strømslugende af at blive pakket ned i et klaustrofobisk kabinet.

Komponenter til bærbare bliver typisk lavet med lavt strømforbrug for øje, præcis det samme gælder for serverkomponenter. Hvis en server bruger mere strøm end en bærbar, så er det nok fordi den laver mere.

Hvis forbrugerne efterspørger stationære computere med lavt strømforbrug, så kommer de også i butikkerne. Men hvis forbrugerne tror at det kun er bærbare som kan være miljøvenlige, så bliver markedet ikke udviklet.

  • 0
  • 0
#14 Gustav Brock

Det er rigtigt, men der bliver måske lagt noget mere omhu og håndværk i at minimere strømforbruget i en bærbar, fordi det er så vigtig en parameter for driftstid, batteristørrelse og vægt.

Fujitsu har forsøgt sig med deres lille TX120 server, men selv den bruger ca. 100 W i tomgang.

Det er klart, at for en databaseserver med et stort RAID-system tilknyttet betyder computerdelen mindre, men der er rigtig mange serverfunktioner i mindre virksomheder, der kan afvikles på beskedent hardware.

  • 0
  • 0
#15 Deleted User

Fujitsu har forsøgt sig med deres lille TX120 server, men selv den bruger ca. 100 W i tomgang.

Hvor har du det tal fra? Og det er i øvrigt en over to år gammel dual CPU konfiguration, ydelsen er langt over det dobbelte af en gennemsnitlig bærbar fra samme tid. En server som kan sammenlignes med en bærbar må i hvert fald være en enkelt CPU konfiguration.

  • 0
  • 0
#16 Gustav Brock

Rolig nu.

Effektforbruget er målt med en UPS og LanSafe. Ikke specielt nøjagtigt, så derfor står der også ca.

Ved ikke lige, hvad du mener med to år gammel CPU - maskinen leveres da endnu. Og sammenlignelig konfiguration - der er kun én CPU i den TX120, jeg havde fat i, Xeon 3040, en dual core. Den finder du ikke i en bærbar, men dual core findes da.

Men bærbare og stationære er meget forskellige, så det bliver umuligt at finde to maskiner, der er 100% sammenlignelige. Det er også derfor jeg efterlyser nogle, der måske har gjort nogle praktiske eksperimenter, for det giver bedre mening end at sammenligne datablade.

  • 0
  • 0
#19 Gustav Brock

Det er rigtigt. Den er et par år gammel. Men der skal man huske på, at modeller til erhvervsbrug typisk er længere på markedet end maskiner til privatbrug, så den situation vil man ofte møde.

Da sammenligningen er så svær, håber jeg på, at nogle fx har skiftet en mindre fil-/printserver ud med en bærbar og derefter vurderet, om brugerne oplevede en ændring i ydelse.

  • 0
  • 0
#20 john Christiansen

Hvad med en mini til under 3000kr, der i drift koster ca 144kr/år ved 7 tim/dag, eller 495kr/år ved 24 tim/dag. Hertil skal ganske vist lægges skærmens forbrug. Hvis der vælges den nye ASUS MS246 med 24,6" til ca. 2200kr, er dens forbrug ved 7 tim drift/dag og 17tim stby årligt 148 kr. Strømpris 1,95kr/kwh Måske skal Elsparefonden, og mange andre,få øjnene op for hvad der er muligt i dag.

  • 0
  • 0
#21 Anders Hjorth Jensen, Elsparefonden

Elsparefonden har allerede givet uddybet information og data om forskellen mellem de bærbares og de stationæres elforbrug: http://www.elsparefonden.dk/aktuelt/offentlig-og-erhverv/baerbare-er-gro...

Artiklen var baggrund for ovenstående artikel i Version2.

Vi skriver bl.a., at tal fra EU’s Energy Star-database viser, at de registrerede bærbare pc’er har et gennemsnitligt forbrug på 12 W (uden skærm tændt) og de registrede stationære pc’ere har et gennemsnitligt forbrug på 42 W. En dockingstation bruger ca. 5 watt i tændt tilstand. Elforbruget til skærmen kommer selvfølgelig oveni både til den bærbare og til den stationære.

Vi er selvfølgelig klar over, at der er forskel på ydelsen fra de bærbare og de stationære, men for en typisk kontor-pc på markedet bruger en stationær omtrent dobbelt så meget som en bærbar.

Der findes også stationære på markedet, som har meget lavt elforbrug, fordi de bruger samme teknologi som de bærbare, men der findes ikke mange af dem. Vi støtter selvfølgelig meget, at de stationære computere bliver lavet mindre elforbrugende ved at bruge effektive strømforsyninger og komponenter med lavt elforbrug.

Det vigtigste mål for os er, at computerne bliver lavet mere energieffektive, og at de ikke er tændte længere tid end nødvendigt ved brug af god power management-teknikker.

  • 0
  • 0
#22 Jimmy Christiansen

De to nedenstående links fører til en stationær pc med skærm ( 15.6" ) og en uden. De har henholdsvis en 65W og 40W strømforsyning. Så deres gennemsnitlige forbrug vil være en del bedre end tallene fra Elsparefonden.

http://www.edbpriser.dk/Product/Details.aspx?sp=all&pid=487145

http://www.edbpriser.dk/Product/Details.aspx?sp=all&pid=647544

Prøv selv at søge på færdige pcér på edbpriser.dk med Intel atom eller Via C7 processor; der er 50 resultater.

  • 0
  • 0
#23 Deleted User

Man kan også let slå fast at billige biler bruger mindre benzin end dyre. Og så kan vi ellers konkludere at alt hvad vi skal gøre for at spare benzin er at bygge og købe billige biler.

Der er en grund til at biler sælges både med et forbrugstal og en pris. Det samme burde være tilfældet for en computer, og så kan I ellers stikke ligegyldige generaliseringer op hvor solen aldrig skinner. Hvis I ikke går efter bolden, så bliver forbrugerne aldrig klogere.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere