I fem dage var det tyske elselskab 50Hertz under angreb på internettet. Angrebet gik hovedsageligt ud over selskabets e-mailkommunikation og er det første offentligt kendte tilfælde på et it-angreb mod et europæisk forsyningsselskab. Det skriver EurActiv.com.
Angrebet blev ifølge 50Hertz udført med et botnet, hvor et større antal inficerede pc'er blev brugt til at bombardere selskabets internetforbindelse og specielt e-mailserver med trafik, som forhindrede den normale kommunikation.
Der var altså ikke tale om et angreb mod kontrolsystemer til elproduktionen eller -distributionen.
Alligevel er angrebet et aktuelt eksempel på, at forsyningsselskaber er sårbare over for angreb. Ifølge sikkerhedsfirmaet McAfee har en fjerdedel af verdens elselskaber været udsat for afpresning fra kriminelle, som har skaffet sig adgang til deres systemer.
Afsløringen af Stuxnet-ormen, som inficerede en række store industrivirksomheder og gik målrettet efter bestemte industrielle kontrolsystemer, har øget opmærksomheden på, at systemerne i mange tilfælde er sårbare, fordi de er forbundne til usikre netværk eller ligefrem til internettet.