Epidemier, atomkrig, meteornedslag og klimakatastrofer er ingenting sammenlignet med truslen fra et af menneskehedens seneste opdagelser, kunstig intelligens. Det skriver The Register.
For ifølge Tesla-bagmanden Elon Musk, der også er bestyrelsesmedlem i den uafhængige AI-forskningsinstitution OpenAi, er vi som mennesker ude af stand til at se faren fra kunstig intelligens, før den slår folk ihjel.
Og på det tidspunkt vil det givetvis være for sent at gøre noget ved problemet.
Derfor mener han, at vi som menneskehed bør lave nogle verdensomspændende regler og retningslinjer for god AI. både i forhold til, hvordan de laves og hvordan AI anvendes.
»Jeg har adgang til den mest banebrydende, kunstige intelligens (gennem OpenAi, red) og jeg synes, folk bør være meget bekymrede for teknologien,« sagde Elon Musk til en politisk konference i sidste uge.
Elon Musk advarede allerede om faren ved kunstig intelligens tilbage i 2014 ved Massachusetts Institute of Technology's AeroAstro Centennial Symposium.
»Hvis jeg skulle skyde på, hvad der er den største trussel mod os lige nu, så vil jeg skyde på, det er kunstig intelligens. Jeg finder det i stadig højere grad nødvendigt, at vi regulerer området både på internationalt og nationalt plan, så vi er sikre på, vi ikke gør noget dumt,« sagde han dengang.