Danske skoleelever har fri adgang til at klikke ind på hjemmesider med porno eller voldelige videoer i skoletiden.
Det er nemlig kun et fåtal af de danske folkeskoler, der har installeret et internetfilter til at blokere for hjemmesiderne, skriver Politiken.
For eksempel har ingen af de flere end 100 skoler i Københavns Kommune og Aarhus Kommune installeret et internetfilter på skolernes pc'er.
Børnene kan tage skade af at sidde klinet til skærmen, hvis hjemmesiderne hører til i den mere skumle ende af internettet, siger en ekspert.
»Der er en tilbagelænet voksenattitude, som går på, at børnene godt kan administrere det. Men vi ved fra undersøgelser, at der er en del drenge i skolealderen, der gerne vil være på hele tiden og se både det frække og voldelige. De tager skade på den måde, at de bliver utrygge og forvirrede over, hvad seksualitet er,« siger børnepsykolog John Halse til Politiken.
Minister: Tvang er ikke vejen frem
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er ikke klar til at tvinge skolerne til at sætte pornofiltre op på skolernes pc'er:
»Selvfølgelig skal børn ikke udsættes for porno, og hvis det sker, skal der tages hånd om det på skolerne. Men jeg vil ikke sige, at filtre skal være et krav. Det er op til skolebestyrelserne«, siger Christine Antorini til Politiken.
Gentofte er en af de få kommuner, der har et internetfilter installeret på skole-pc'erne.
Ifølge Access Proxy, der udbyder filtre, koster det en kommune med 50-60 skoler omkring en halv million kroner for opsætning og drift af filteret i et år. Oveni kommer en årlig opdatering til cirka 250.000 kroner, skriver Politiken.