Elektroniske stemmebokse blev skriveunderlag

Strid om sikkerheden ved elektroniske afstemninger tvang valgkredse væk fra elektroniske stemmebokse og tilbage til papirstemmer.

NAPA: I 20 af Californiens amter stod elektroniske stemmebokse ubrugte hen, og vælgerne skulle i stedet udfylde papirstemmesedler.

Her i Napa County havde valgkoordinatorne dog fundet en praktisk anvendelse for de elektroniske stemmebokse: De blev brugt som skriveunderlag.

Vel at mærke et skriveunderlag til en stykpris på adskillige tusinde dollars.

Brugen af papirstemmesedler i Californien og flere andre steder i USA skyldes tvivl omkring sikkerheden for visse af de elektroniske stemmebokse.

Fare for manipulation

På grund af frygt for problemer i tilfælde af fejl på maskinerne eller egentlig manipulation med maskinerne valgte den ansvarlige for valghandlingerne i Californien, Debra Bowen, i august sidste år at suspendere tilladelserne til størstedelen af de indkøbte stemmebokse.

Hvert enkelt valgsted havde dog fået tilladelse til at benytte én enkelt maskine for at hjælpe handikappede vælgere med udfylde gyldige stemmesedler.

Visse valgkredse havde indkøbt nye maskiner, som kunne bruges i valget, mens mange andre valgkredse skiftede til papirstemmer og i mange tilfælde helt overgik til brevstemmer.

Scannere til 400.000 kroner

Selvom stemmesedlerne var af papir, var valget dog langt fra helt uelektronisk. Mange valgkredse havde nemlig indkøbt særlige scannere fra samme firma, som har solgt flertallet af de suspenderede stemmebokse, Sequoia.

Disse scannere til en stykpris på op mod 400.000 kroner, blev på valgstederne brugt til at indskanne stemmesedlerne.

For danske vælgere kan det virke unødvendigt at benytte maskiner til at udfylde og optælle stemmesedler. Når der afholdes valg i USA, betyder det imidlertid, at vælgerne ikke blot skal tage stilling til præsidentkandidater, de skal også tage stilling til en række lovforslag.

En stemmeseddel til mange stemmer
I Napa County skulle vælgerne således i denne omgang tage stilling til syv lovforslag på delstatsniveau omkring alt fra forlængelse af valgperioder for politikere til udvidelse af antallet af enarmede tyveknægte i indianske kasinoer.

På lokalt niveau skulle vælgerne samtidig tage stilling til en ekstra ejendomsskat til at finansiere nybyggeri af det lokale uddannelsescenter og en tilladelse til at udvide en lokal 'pumpkin patch' med en delikatesseforretning.

Efter dansk model ville det betyde, at vælgerne skulle udfylde mindst ti stemmesedler for at lette optællingen. Det ville med andre ord betyde, at optællingen ville tage ti gange så lang tid.

Med den maskinelle optælling kan vælgerne nøjes med en enkelt stemmeseddel, som blot skal tælles én gang.

Til trods for skiftet til papirstemmesedler blev der kun rapporteret om få problemer i de mange delstater, hvor der tirsdag blev afholdt valg. Enkelte steder gav de elektroniske stemmebokse problemer, men det mest udbredte problem var ifølge de første rapporter, at valgstederne løb tør for stemmesedler på grund af rekordstor valgdeltagelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize