Den sydjyske el-gigant, det andelsejede SE (tidligere Sydenergi), ansatte i februar i år topchefen Niels Duedahls 25-årige datter som ansvarlig for it-sikkerhed i milliardkoncernen, der har 1.500 ansatte og 700.000 kunder inden for el, fiberbredbånd og kabel-TV. Det skriver business.dk.
25 år er en bemærkelsesværdig ung profil i en sektor, hvor Version2 bl.a. har omtalt kritik fra Alexandra instituttet af, at kraftvarmeværkerne stod alt for åbne for hacking, og at det var på høje tid at kryptere datastrømmene.
Læs også: Danske kraftvarmeværker står pivåbne for hacking: Nu kommer der kryptering på styringsdata
Men en studerende har også i et projekt bevist, at man kan hacke sig ind i digitale elmålere - og også videre ud i netværket af målere og it-systemer.
SE-topchefens datter havde ifølge business.dk på ansættelsestidspunktet blot 14 måneders erhvervserfaring på CVet fra to andre job i SE-koncernen.
Hun tog ifølge sin LinkedIn-profil sin kandidateksamen fra Aarhus Universitet i Business Intelligence i 2015. Undervejs arbejdede hun som intern i kabel-TV-selskabet Stofa, som er en del af SE-koncernen.
I februar 2015 blev hun ansat som projektleder i Stofa, hvor hun var fem måneder. I juni 2015 blev hun ansat som IT Process Consultant i SE, hvor hun var i ni måneder, inden hun altså blev forfremmet til ansvarlig for it-sikkerhed i SE i februar 2016.
»Jo, det kræver da noget, og jeg er klar over, at det er en vanskelig situation. Men jeg har ikke mere at sige om det. Jeg vil hellere have, at du taler med min økonomidirektør,« siger Niels Duedal.
Vicedirektør Gert Vinther Jørgensen, der er ansvarlig for it-området, fastslår at datteren er ansat som følge af faglige kvalifikationer. Desuden peger han på, at der også er andre kompetencer i spil til at sikre it-sikkerheden:
»Vi har selvfølgelig konsulenter og lignende, som hjælper til. Når det gælder it-sikkerhed, er man som virksomhed nødt til at omgive sig med rigtigt gode konsulenter. Men jo, det er et ansvarsfuldt job, og dem har vi mange af rundt om i vores koncern,« siger Gert Vinther Jørgensen.
Mistanke om nepotisme
Anders Dreyer, ledelsesekspert og professor ved Aalborg Universitet, vurderer, at SE og Niels Duedahl gør både datteren og virksomheden en bjørnetjeneste:
»Der vil altid være en mistanke om nepotisme, når et nært familiemedlem til topchefen bliver ansat i en ansvarsfuld stilling i organisationen,« siger han, men den mangeårige topchef mener ikke selv, at de tætte familiebånd eller datterens alder er et problem:
Niels Duedahl afviser kritikken med, at ansættelsen ikke er sket af ham:
»Ansættelsen af min datter er handlet af mellem min økonomidirektør og min bestyrelsesformand og næstformand. Det er selvfølgelig clearet med dem, fordi vi har den her familierelation,« siger Niels Duedahl.
Lige inden jul vedtog Folketinget en lov, som skal styrke el- og gasnettets forsvar mod cyberangreb. Loven stiller skrappe krav til blandt andet datasikkerhed, overvågningsprocedurer og beredskab for at forhindre, at de samfundsvigtige elnet bliver offer for et cyberangreb.
Desuden får ministeren med lovforslaget beføjelser til at gennemtvinge uvildig undersøgelser af it-systemerne i el- og naturgassektoren.