Onsdag snuppede it-leverandøren Logica Danmark en ordre til 114 millioner kroner på et nyt, centralt dataregister til den danske elbranche, den såkaldte datahub.
Opgaven har stor betydning for Logica, der målrettet er gået efter at indtage en mere synlig position i den danske energisektor.
»Det er en strategisk vigtig ordre for os. Energisektoren er generelt vigtig for os, men vi har ikke haft en lige så god position på det danske marked, som vi har internationalt. Vi håber, at ordren kan give os mere pondus på markedet herhjemme,« siger direktør i Logica Danmark, Michael Nørregaard, til Version2.
Ud over de 114 millioner kroner for selve systemet, får Logica Danmark også 20 millioner kroner årligt for at drive systemet.
Opgaven har været sendt i udbud af Energinet.dk, der har ansvaret for den danske el- og gasinfrastruktur. Det er sket på foranledning af Klima- og Energiministeriet ud fra en målsætning om at øge liberaliseringen af det danske elmarked.
Datahub'en skal fra april 2012 fungere som et fælles dataregister mellem elmarkedets aktører og gøre kommunikationen mere enkel, når for eksempel danske elkunder skal flyttes fra ét selskab til et andet. Det sker i dag bilateralt, det vil sige fra selskab til selskab.
Logica har erfaring med at levere lignende løsninger til blandt andet det hollandske elmarked, og Michael Nørregaard vurderer, at ordren på datahub'en er en blåstempling af den strategi, virksomheden har kørt internationalt.
Direktøren håber også, at Logica fremover kan gøre sig gældende hos de mindste forsyningsselskaber i Danmark med den Microsoft Dynamics AX-baserede løsning Mecoms - en totalløsning til ERP, CRM og afregning.
»Vi har foreløbigt én kunde herhjemme (Scanenergi i Ikast, red.) på Mecoms, men forventer at kunne vokse betydeligt på den også. Det er en løsning, vi forventer meget af herhjemme,« siger Michael Nørregaard.
Energinet.dk prækvalificerede i alt seks leverandører til udbuddet: CSC Danmark, KMD, NNIT, Logica Danmark, PBS Holding og Process Vision OY.