Ekstraregningen er landet: Her er prisen for akut udskydelse af det nye Digital Post 

17. februar kl. 16:52
Ekstraregningen er landet: Her er prisen for akut udskydelse af det nye Digital Post 
Illustration: Digitaliseringsstyrelsen.
I efteråret blev Næste generation Digital Post udskudt med næsten fire måneder kort før den planlagte go-live dato. Det har nu medført, at projektet er blevet 74 millioner kroner dyrere.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Prisen for det nye Digital Post vokser med 74 millioner kroner i kølvandet på, at lanceringen af den nye it-løsning blev udskudt med knap fire måneder i efteråret.

Sådan lyder det i et dokument, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Folketingets Finansudvalg, hvor han anmoder om den ekstra sum penge til projektet om Næste generation Digital Post.

Ekstraregningen kommer efter, at Digitaliseringsstyrelsen i slutningen af november måned valgte at udskyde lanceringen af det nye Digital Post. Det skete få dage før den planlagte go-live-dato, og i stedet blev den nye dato for overgangen sat til den 21. marts i år.

Læs også: Skubber lancering til det yderste: Digital Post går først i luften i slutningen af marts

Det skal pengene bruges til

Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør, Adam Lebech, har tidligere fortalt til Version2s søstermedie DigiTech, at udskydelsen vil være »omkostningsfuldt« for projektet, men hidtil har det konkrete prishop været ukendt for offentligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med finansministerens anmodning til Folketinget bliver der nu kastet lys over den præcise størrelse på ekstraregningen, og hvad det skal bruges til.

Ud af de 74 millioner kroner skal 41,8 millioner kroner dække for øgede projektudgifter i perioden frem til den nye go-live-dato. Disse penge skal blandt andet betale for fastholdelse af konsulenter, projektteam og leverandørens udviklerteam.

Stigningen betyder, at de samlede projektudgifter stiger til 346,7 millioner kroner, hvilket svarer til en fordyrelse på næsten 23 procent i forhold til den oprindelige plan for projektet.

Den resterende 32,8 millioner kroner skal bruges bruges til at betale for den såkaldte dobbeltdrift, indtil go-live på den nye løsning. Det skyldes, at den nuværende Digital Post-løsning fra e-Boks skal holdes i gang længere tid på grund af udskydelsen af det nye system.

Læs også: Udskydelsen af Digital Post sender ukendt ekstraregning til skatteyderne og skærer i gevinsterne.

Skrumpede gevinster

Udskydelsen og den nye ekstraregning til projektet får også betydning for de gevinster, som projektgruppen forventer at høste med det nye Digital Post.

Oprindeligt lød beregningerne på bruttogevinsterne på 244,1 millioner kroner over en 15-årig periode fra 2015 til 2030. Den opdaterede beregning efter udskydelsen har ført til, at de forventede bruttogevinster nu er faldet til 86,5 millioner kroner over samme periode.

At den seneste forsinkelse ville give et hak i gevinsterne for projektet erkendte Adam Lebech fra Digitaliseringsstyrelsen allerede inden tallene blev offentliggjort.

»Ja, det gør det helt sikkert. Det koster penge, at udsætte lanceringen af løsning, fordi der er en længere udviklingsperiode og en længere drift af den nuværende løsning,« sagde han til DigiTech tidligere på måneden.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger