Eksperter: Sådan skal folkeskolen bruge den halve milliard til it

Det er ikke længere hardware, som mangler i skolerne, men fornuftig brug af it i undervisningen. Derfor bør folkeskolen oprette faglige netværk, så lærerne kan hjælpe hinanden med materiale og erfaringer, konkluderer rådgivergruppe.

En halv milliard kroner står og venter på at blive brugt til it i folkeskolen - men hvordan skal pengene bruges?

Det spørgsmål fik en bredt sammensat gruppe af rådgivere til opgave at svare på i januar 2012 af undervisningsminister Christine Antorini. Og torsdag den 25. april var gruppen klar til at præsentere konklusionerne, med ITU-rektor Mads Tofte i spidsen. Det skriver Folkeskolen.dk.

Men hvor diskussionen om it i folkeskolen ofte går på skolernes hardware eller trådløse netværk, koncentrerede rådgivergruppen sig om andre barrierer, der kan få lærerne til at styre uden om it i timerne.

Derfor skal der satses på mere efteruddannelse til lærerne og mere fokus på undervisningen af nye lærere, lød det, ligesom lærerne, der er langt fremme med it-brug i skolen, nemmere skal kunne inspirere og hjælpe andre.

Folkeskolen bør derfor få én samlet platform, hvor lærere både kan finde alle tænkelige it-hjælpemidler til skolebrug, men også kan udveksle erfaringer og undervisningsmateriale. Et omrejsende korps af konsulenter kan også være et værktøj, som kan klæde lærerne bedre på.

Når eleverne skal til eksamen, skal det heller ikke være for langt fra dagligdagen. Alle it-hjælpemidler, som bliver brugt til daglig, bør derfor også være lovlige til eksamen, lød en af konklusionerne. Selve indholdet af skolens eksaminer bør også afspejle brugen af it og belønne de elever, som er blevet gode til det.

Gruppen af rådgivere bestod af 19 personer, udvalgt af ministeren. Læs mere om anbefalingerne og gruppens sammensætning i Undervisningsministeriets pjece fra konferencen (pdf).

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tommy Sadiq Hinrichsen

Som alt andet handler det om at dele de gode erfaringer.

Jeg vil æde min gamle hat på, at der sidder nogle ildsjæle blandt lærerne som har udviklet nogle rigtige gode undervisningsmetoder, værende det interaktive programmer eller lign. som sagtens kunne genbruges over hele landet.

Emil Wibe

Som underviser støder jeg ofte på kollegers erfaringer og tanker om IT i undervisningen. Jeg synes dog stadig ikke, at jeg har set moderne IT integreret i undervisninge. Og her snakker jeg ikke bare om hardware/software, men didaktisk. Som jeg ser IT brugt i UV i dag er det på samme måde som en regnemaskine før i tiden eller et opslagsværk. Data kan tastet ind of behandles, formateres, sættes op eller slås op. Men, hvor bliver web 2.0 delen af?

Jeg synes, at jeg har hørt web 2.0 begrebet sovset ind i alt efter hånden. Et buzz-ord, der bliver kastet omkring. Men, hvorfor ikke tage fat i netop det? Hvis den samlede viden i en klasse, et hold, en skole kan hives op f.eks. ved brug af en wiki el.lign. platform, hvor elever kan arbejde sammen om den viden de får, så kan det gøres i alle fag. Elever kan arbejde sammen om en database, hvor de forholder sig til hinandens artikler/opslag og sammen lave deres vidensdatabase i et sprog de forstår.

Det ser jeg som toppen af isbjerget. Den måde IT bliver brugt til at indsamle viden og bruge den i verden skulle gerne afspejle sig i klasseværelset (hvis vi overhovedet skal snakke om et klasseværelse, men det er en anden snak).

Log ind eller Opret konto for at kommentere