[shareline:77022]»Det svarer til at tage en aspirin, hvis man har kræft. Det hjælper, men fjerner ikke sygdommen.«[/shareline]
Den idé-konkurrence, som Rejsekort A/S forleden udskrev, og som skal gøre det muligt for passagerer at checke ud med tilbagevirkende kraft, er et godt initiativ. Men der er tale om en lappeløsning, som ikke løser det grundlæggende problem i rejsekortdesignet. Nemlig at folk glemmer at checke ud.
Sådan lyder dommen samstemmende fra flere eksperter.
»Det svarer til at tage en aspirin, hvis man har kræft. Det hjælper, men fjerner ikke sygdommen,« siger Ali Gürcan Özkil, adjunkt på DTU Mekanik.
Han har tidligere undersøgt usability i forhold til netop rejsekortet i samarbejde med DTU-studerende fra Design & Innovation. Og han udtrykker det seneste tiltag med idé-konkurrencen, hvor 75.000 kroner er på højkant til førstepræmien, på denne måde.
Ali Gürcan Özkil er ved at starte et nyt fire ugers kursusforløb op på DTU om betjeningsdesign, hvor den nyudskrevne rejsekort-konkurrence meget vel kan optræde som en case i forløbet, fortæller han.
»Det er et positivt initiativ. Men der er nogle grundlæggende designfejl i forhold til usability i rejsekortsystemet.«
Lektor ved datalogisk institut på Københavns Universitet Erik Frøkjær har flere gange tidligere været ude med riven efter den måde, rejsekortet er designet på. Og som Ali Gürcan Özkil hilser han også initiativet til en løsning, der kan gøre det muligt at checke ud med tilbagevirkende kraft, velkomment.
»Det er en afhjælpning af et af de virkeligt alvorlige problemer, der har været helt fra starten, og som jo i virkeligheden er et fejlgreb designmæssigt.«
Erik Frøkjær forklarer, at det, han forstår ved designmæssigt fejlgreb, er princippet om, at passagererne skal huske på, at de skal checke ind og ud, og at de i øvrigt også skal checke ind igen, hvis de skifter transportmiddel under rejsen.
»Det er jo slet ikke en løsning på problemet. En løsning på problemet kommer vi jo først til, når vi kommer af med standerne.«
Når løsningen kommer, forudser Erik Frøkjær, at der også kommer en diskussion af, hvor længe efter glemt check ud, det skal være muligt at checke ud via en app eller den browserbaserede løsning, som idé-konkurrencen lægger op til. Og så skal man jo stadig huske, at man har glemt at check ud, påpeger Erik Frøkjær:
Betalingskort-ekspert og seniorkonsulent i PlusCon Henning N. Jensen mener, idé-konkurrencen er positiv. Og han vurderer, at førstepræmien på 75.000 kroner har en størrelse, som burde tiltrække kreative forslag.
»Det er da godt, de kommer i gang med det. Det er da vældig fint. Og det virker også, som om præmiens størrelse kan tiltrække rimeligt kreative mennesker på området, så de har lyst til at prøve at komme med en idé-skitse.«
Og derudover gætter han også på, at æren ved at vinde konkurrencen - såfremt præmieoverrækkelsen bliver tilstrækkeligt markedsført - vil virke tillokkende i sig selv.
»Det er lidt ærgerligt, de ikke ikke er kommet med det før. Der er jo ikke noget i den idé-konkurrence, der ikke kunne have været gennemført for to år siden. Men man kan da sige: bedre sent end aldrig.«
Rejsekort: Kom med et bedre forslag
Bjørn Wahlsten medgiver, at løsningen, som idé-konkurrencen gerne skulle munde ud i, ikke løser det problem, at folk glemmer at checke ud. Men når det er sagt, mener han, at rejsekortet både gør den kollektive trafik mere tilgængelig og lettere at bruge, end det tidligere har været tilfældet.
»Dengang, vi valgte løsningen med check ind, check ind ved skift, check ud og auto tank-op var afvejningen, at den skulle give en større tilgængelighed ift. den kollektive trafik, at systemet skulle gøre det lettere for kunderne at bruge løsningen end de hidtidige billetter,« siger Bjørn Wahlsten.
Han opfordrer desuden folk til at komme med andre designforslag, hvis de mener, det nuværende system grundlæggende er for dårligt. Forslagene skal dog løse hovedopgaven, som er, at systemet skal gælde for alle danskere, og at det skal gøre den kollektive trafik lettere at bruge, påpeger Bjørn Wahlsten.
I den forbindelse påpeger han, at passagerer med rejsekort eksempelvis ikke behøver anskaffe sig en fysisk billet i forbindelse med hver rejse.
»Jeg stiller mig tvivlende over for, om en papirbillet vil gøre den kollektive trafik mere tilgængelig end den løsning, vi har lavet.«
Bjørn Wahlsten henviser desuden til en undersøgelse, Rejsekort A/S netop har offentliggjort, der viser, at to ud af tre rejsekortbrugere synes, at rejsekortet gør det lettere at rejse med kollektiv trafik.
»Det er let at kritisere. Jeg vil gerne opfordre folk til at komme med et forslag, der er bedre, end det, de finder kritisabelt ved det grundlæggende design i rejsekortet.«
Idé-konkurrencen er igang nu, og deadline for at byde ind er 10. marts. Læs mere om konkurrencen her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.