Ekspert: Urimeligt, at staten lukker for it-adgang

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Staten forhindrer effektiv udveksling af data mellem landsdækkende planlægningssystem og jobcentrene, lyder det fra lektor fra Københavns Universitet.

Medarbejdere i jobcentre landet over vil over det næste års tid blive mødt med en ekstra arbejdsbyrde, når arbejdsløse borgere fremover skal benytte sig af den fælles it-platform Jobnet til at bestille tid med en sagsbehandler.

Sådan lød en del af kritikken fra Kommunernes Landsforening (KL) mandag til Version2, hvor de udtrykte utilfredshed med statens håndtering af et nyt planlægningssystem kaldet Jobnet Planner.

Læs også: Kommuner advarer mod statsligt it-system til jobcentre

Nu træder Erik Frøkjær, der er lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, ind i koret af kritikere:

»Det er ganske urimeligt, og de her systemer skal samordnes, ellers må ministeren gribe ind. Selvfølgelig skal der være effektiv udveksling af data,« siger han til Version2.

Kort sagt har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der administrerer Jobnet, valgt at lukke af for kommunerne og jobcentrenes adgang til den fælles it-platform på beskæftigelsesområdet, også kaldet Det Fælles Datagrundlag (DFDG). Det betyder blandt andet, at jobcentrenes kalendersystemer ikke kan synkronisere begge veje med Jobcenter Planner, hvilket vil give rod i arbejdsgangene på jobcentrene ifølge KL.

Samme svar som tidligere

Det er kontanthjælpsreformen, der har sat gang i omstruktureringen af jobcentrenes it-systemer, således at det bliver obligatorisk for jobcentrene at bruge Jobnet.

»Det kan fint være, at man skal centralisere og bruge statens system, men så skal det have nogle grænseflader, der gør, at data kan leveres ud i nogle formater, som kommunerne har brug for. Og de data skal kunne gå både den ene og den anden vej. Vi ser også det her på hospitalsområdet, hvor der er vanskeligheder med at samordne de forskellige regioners patientjournaler og borgerportaler, osv.,« siger Erik Frøkjær.

STAR har tidligere oplyst, at den nuværende envejsløsning er »den mest stabile og letteste at integrere«, men den forklaring giver Erik Frøkjær ikke meget for:

»Det er noget pjat. Hvis der er nogle problemer, må de få nogle folk til at se på det. Selvfølgelig kan det blive en fornuftig og sikker løsning, det andet er bare en dårlig undskyldning. Man skal passe på med at lade dem gemme sig bag ved tekniske undskyldninger. Det dækker typisk over manglende vilje, og at man ikke har tilstrækkeligt dygtige folk på opgaven.«

Version2 har bedt STAR om at svare på kritikken og belyse mulige løsninger af problematikken i et interview. Det har Styrelsen ikke ønsket, men nøjes med sende en email med en gentagelse af svaret fra mandag efter vores første henvendelse:

Kontorchef i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings kontor for Digitaliserings og Support, Jesper Hammerich Lux, udtaler: Implementeringen af Jobcenter Planner følges tæt, og styrelsen er løbende i dialog med jobcentrene og KL omkring behovet for ændringer og videreudvikling af systemet. STAR er opmærksom på, at der er tale om en stor implementeringsopgave for kommunerne. STAR har derfor valgt en såkaldt envejskalenderintegration, da løsningen vurderes at være mest stabil og lettest at integrere. Løsningen vil gradvist blive udrullet i ti kommuner af gangen.

Klassisk konflikt

Både kommuner og softwareleverandører har i høringssvar til STAR forsøgt at få åbnet op for adgangen til DFDG, men indtil videre uden held.

»Når man laver sådan et projekt, er man nødt til at finde ud af, hvad behovene er på forhånd,« siger ekspert i offentlige it-projekter og professor på ITU, Søren Lauesen og fortsætter:

»Der er en tendens til, at vores styrelser opfører sig som ledelser i større organisationer: De er ikke helt klar over, hvad behovene er ude i marken«.

»Det her er et klassisk eksempel på en lang række samordningsproblemer mellem de statslige og kommunale systemer. Men det skal jo fungere som en fælles sammenhængende forvaltning, og der må hensynet til effektiv betjening af borgerne være det eneste væsentlige kriterie i den sammenhæng, og så må organisationerne indrette sig,« siger Erik Frøkjær.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Rasmus Iversen

Er jeg den eneste, som finder det lettere ironisk, at en del af det offentlige piver over at blive tvangsdigitaliseret af en anden del af det offentlige?

Ja? Det har jo intet med "tvangsdigitalisering" at gøre. Jobcentrenes kalendere er digitale, og har været det i årevis. Det handler om en ekstremt rigid/doven/uhensigtsmæssig systemintegration og en part i sagen der ikke vil erkende at man pålægger 96 andre parter væsentlige gener, fordi man ikke selv vil bruge flere mandtimer.

  • 6
  • 1
#3 Ole Sanvig

»Det her er et klassisk eksempel på en lang række samordningsproblemer mellem de statslige og kommunale systemer. Men det skal jo fungere som en fælles sammenhængende forvaltning, og der må hensynet til effektiv betjening af borgerne være det eneste væsentlige kriterie i den sammenhæng, og så må organisationerne indrette sig,« siger Erik Frøkjær.

Lige præcis dér går det galt for den gode Frøkjær. At organisationerne skal indrette sig efter borgernes behov? Aldrig har man da hørt mage til narresnak ;)

  • 3
  • 1
#5 Christoffer Kjeldgaard

Er jeg den eneste, som finder det lettere ironisk, at en del af det offentlige piver over at blive tvangsdigitaliseret af en anden del af det offentlige?

Du har da slet ikke forstaaet noget af artiklen saa. Der er tale om en efterfoelger til et allerede digitaliseret projekt, og traekke digitalisering ind i billedet er da det stoerste roegsloer.

Definition af digitalisering: Naar et analogt medie bliver omsat eller erstattet af et digitalt medie.

Der er ikke noget analogt medie her.

Det handler om, at beslutningstagerne sidder saa langt fra brugerne at det systemdesign der bliver lavet er saa ude af trit med de faktiske krav til loesningen at det er ringere end det nuvaerende system. Det framework der udveksler data, som nu er blevet lukket for, udfoerte 2-vejs kalender integration i jobcentrene - det kan det nye system ikke, og der er derfor en del data, som nu skal indtastes 2 gange.

Beslutningstagerne gemmer sig bag at de har valgt den bedst teknisk mulige loesning ifht. kompleksitet. Erik er uenig.

Godt saa, nu kan vi vel holde en debat der faktisk tager stilling til problematikken?

Det har INTET med digitalisering og goere.

Det er den klassiske problemstilling hvor man ikke har kravsafdaekket godt nok i projektet, ikke har haft mulighed for en omstillingsparat udvikling naar eksploration i projektet er blevet sat i gang, sandsynligvis paa grund af den taabelige offentlige udbudsregler og kravsmateriale lavet af jurister frem for software-udviklere og brugere - og der sandsynligvis er udviklet efter en vandfaldslignende model, der har fjernet muligheden for at aendre funktioner undervejs i processen.

  • 1
  • 0
#6 Mikael Ibsen

bare ud over nogle jobsøgende, og dem er der såmænd rigeligt af, som har tid til at vente på, at det bliver deres tur.

Og har de ikke tid, så må de lære at vente alligevel - om ikke før, så siden. Det går faktisk helt af sig selv, jo mindre man gør, så det behøver man da heller ikke spilde tid og tanker på.

Så ingen grund til at anstrenge - endsige bekymre - sig unødigt om kompatibilitet og andre sjove ord her i sensommervarmen.

I morgen er vel lige så god som i dag - eller en anden dag.

Og inden de to systemer har vænnet sig til hinanden, kommer der såmænd nok et tredie nyt system med nye og spændende fejl og svagheder, så det er da meget bedre at vente stille og roligt på det sammen med de mange jobsøgende, og ikke bekymre sig, før det heller ikke virker.

Osv. osv.

  • 2
  • 3
#7 Jimmy Frydkær Dürr

til en aftale, selv om det er p.g.a. et stinkende dårligt system, så er det stadig de arbejdsløse, som mister dagpenge/bliver trukket i kontanthjælp fordi de systemer ikke kan tale sammen.

Hvém skal dække de mennesker, det går ud over, ind økonomisk?

Hvem sagde skjulte, svinske besparelser??

  • 2
  • 0
#9 Mikael Ibsen

Skulle der monstro fjæle sig en skjult dagsorden bag projektet - og kaos'et er skabt med vilje ?

Det tror jeg faktisk ikke, at begavelsen rækker til i dette tilfælde; det er en rendyrket tanketorsk af fineste karat, vi kan iagttage med skræk og gysen.

  • 1
  • 1
#10 Christoffer Kjeldgaard

Skulle der monstro fjæle sig en skjult dagsorden bag projektet - og kaos'et er skabt med vilje ?

Nej. Godt systemdesign er svært, især når det er sovset ind i lovgivning. Det er også på tide at det offentlige får en mere realistisk tilgang til IT-projekter.

IT-projekter er komplekse, og ethvert komplekst projekt medfører en høj risiko, og, derfor ofte også en høj fejlrate. Sådan er det, og i det private accepterer man, at selvom der ikke kom noget ud af det 1 million kroner dyre eksplorative arbejde som skaber værdi for virksomheden, og derfor er der en leder som trækker stikket. Det er helt normalt, fordi IT-projekter som alle andre komplekse problemstillinger, skal fejle ind i mellem.

Problemet for det offentlige er derimod, at det er svært at retfærdiggøre overfor skatteyderne at man har brugt 1 million på et IT-system, som ikke engang kom ud af starthullerne. Man brugte altså 1 million på "ingenting" og det bliver blæst op i medierne, fordi det sælger aviser / klik. At trække stikket på et IT-projekt er derfor en carreer-killer, eller det tror man ihvertfald, da der ikke er nogen som har gjort det endnu i offentligt regi.

Det offentlige har altid været dårlige til eksplorativ projektførelse (udbudsreglerne tillader det simpelthen ikke i det nødvendige omfang), det er derfor at der popper den ene socialkonstruktivistiske, økonomiske- eller IT-tænketank efter den anden frem med snablen godt nede i stats- og partikasserne, hvis formål er at drive det eksplorative arbejde i komplekse projekter.

  • 1
  • 0
#11 Marius Hartmann

Host..host.. mon man i det hele taget har gennemgået OIO Tjeklisten? "Formålet med ekalender.dk er at gøre det nemt at booke møder på tværs af myndigheder, virksomheder og private – og dermed på tværs af forskellige kalendersystemer.Ved at gøre det nemt at booke møder på tværs kan der spares tid i forbindelse med kalenderbookning."

http://arkitekturguiden.digitaliser.dk/ekalender

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere