Når CSC nu efter forliget med Rigspolitiet skal betale 40 millioner kroner tilbage for det ubrugelige Polsag-system, er der grund til at glæde sig som skatteyder.
Med en samlet kompensation på op mod 136 millioner kroner har staten fået langt flere penge retur for det skandaleramte system, end man normalt kunne håbe på, vurderer Erik Frøkjær, lektor på Datalogisk Institut på København Universitet.
»Det er et beløb, der gør indtryk på mig. Man får måske en fjerdedel tilbage af det samlede beløb på en halv milliard kroner. Det skal vi være glade for som skatteborgere, for det er helt usædvanligt,« siger han til Version2.
Forliget viser, at CSC stod med en dårlig sag, vurderer han.
»CSC har kunnet se, at de måtte påtage sig et betydeligt medansvar for, at det gik galt. Og det medansvar er så blevet omsat til et pengebeløb. Men udvikling af store systemer er et delt ansvar mellem kunde og leverandør, og der er ingen tvivl om, at der også var svigt på politisiden,« siger Erik Frøkjær.
I det hele taget er Polsag-historien et usædvanligt forløb, fordi staten efter så mange års ventetid og ekstrabevillinger i 11. time valgte at aflive projektet fuldstændigt, lige inden den planlagte udrulning til landets politikredse.
»Allerede for et par år siden var vi nogle, som var meget skeptiske og rådede Politiet til at komme ud af det. Men det er meget sjældent, at det faktisk sker, så at man gjorde det her i februar måned var en klog og modig beslutning,« roser Erik Frøkjær.
Alt for tit vælger man nemlig at køre videre, fordi der er lagt så mange resurser i et system, selvom det ikke løser opgaven godt nok. Og så går det helt galt.
»Vi har jo mange eksempler på systemer, som er meget dyre, men som i praksis er dårligere end det system, de afløser. Så det er glædeligt, at man her har lukket et projekt, der var sygt fra fødslen, i stedet for at store brugergrupper skal kæmpe med et dårligt system i mange år fremover,« siger Erik Frøkjær.
Er softwaren fra starten skruet sammen på en forkert måde, eller hele konceptet udtænkt forkert, er det nemlig næsten umuligt at få et godt produkt ud af det i sidste ende.
»I alt for mange tilfælde har vi set, at staten bare har lagt sig ned, fordi man har haft et stort medansvar for, at det gik galt. Men her har Politiet fået mandet sig op og fået placeret noget af ansvaret hos leverandøren med dette forlig,« siger lektoren.