Ekspert om it-skandaler: Staten redder næsten aldrig sine penge

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Det er mere end tvivlsomt, om staten kan få en del af de 400 millioner kroner, der indtil videre er brugt på Polsag, tilbage. Det vurderer it-lektor Erik Frøkjær.

Chancen for at redde de godt 400 millioner skattekroner, som staten har brugt på det skrottede Polsag-system, er meget lille. Det viser erfaringen fra tilsvarende skandaler, fremhæver it-lektor Erik Frøkjær, Københavns Universitet, over for Version2.

»Staten redder næsten aldrig sine penge hjem. Vi skal faktisk til IC4-toget som det eneste eksempel på, at det er lykkedes at få en stor erstatning fra leverandøren,« siger han.

Ifølge Erik Frøkjær skyldes det, at kontrakterne oftest er skruet sådan sammen, at det i praksis er yderst vanskeligt at komme efter leverandøren, i dette tilfælde CSC. Samtidig har staten typisk også som kunde været tvunget til at komme på kant med de skrappe kontraktbetingelser.

»Derfor forfølger staten næsten aldrig de sager,« konstaterer Erik Frøkjær.

Han understreger, at det efter hans mening ikke er afgørende at stille nogen til regnskab for, at tæt ved en halv milliard skattekroner er gået til spilde.

»For alle er klar over, at skeen skal over i den anden hånd,« siger han.

I stedet skal politiet nu fokusere på at få noget ud af sine dyre lærepenge, mener it-lektoren. For en række af de ansvarlige for it-projektet har dyrekøbte erfaringer om, hvordan sådan et projekt ikke skal skrues sammen.

»Så det gælder om få få erfaringerne fra de folk, som har lært det på den hårde måde, over i et nyt projekt sammen med nogle andre, der kan bringe n indsigt. Så er der god mulighed for at udvikle et effektivt system til politiet - også på meget kort tid,« vurderer Erik Frøkjær.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Pedersen

Man fristes næsten til at sige: Så lav dog små systemer med lille risiko. Hvis et lille projekt går galt, så kan man aflive det og og starte forfra med minimal risiko.

Nu har man et kæmpe system som fejler med et brag.

Det virker som om der er brug for at søsætte mindre systemer med helt klart og veldefinerede snitflader.

På den måde vil det være muligt, løbende at bygge videre på systemet...

  • 4
  • 0
Kim Rud Bille

Det er mega trist at staten ikke kan få sine penge tilbage, og jeg kunne godt tænke mig at der blev brugt lidt tid på at undersøge om ikke det var muligt

Tilgengæld har han helt ret i at det rigtige er at få startet et nyt projekt ASAP, så erfaringen ikke går tabt!

  • 0
  • 0
Johannes Nyholm Jørgensen

Lille Danmark bør bruge standardsystemer, så langt som det er muligt. Sommetider er det bedre at købe et system og bruge det out-of-the-box; altså tilpasse arbejdsgangene til systemet.

Jeg ved godt det virker nemmere at tilpasse software, fremfor menneskerne; men det er bare ikke altid det der bringer en i mål. Rettidigt.

  • 0
  • 0
Johannes Aagaard

Jeg er meget enig i disse betragtninger.

ITEK-direktør (under Dansk Industri) Tom Togsverd udtalte tilbage i oktober '11 (på version2.dk) netop, at "Først og fremmest bør de offentlige kunder orientere sig langt mere om, hvilke standardprodukter der findes på hylderne, så kravspecifikationerne i højere grad matcher det, der findes på markedet, frem for at der skal opfindes nye dybe tallerkener hver gang, som så i øvrigt ikke kan stables ..."

Og næstformanden i statens nye it-projektråd, Birgit Nørgaard, kunne tilslutte sig betragtningerne og bemærkede, at "det offentlige en gang imellem kan have tendens til at skulle opfinde nye it-systemer, hvor private virksomheder lettere kan købe standardsystemer. " Og et af rådene i Finansministeriets rapport om it-projekter var da også, at ‘allerede indkøbte eller udviklede løsninger skal genbruges i videst muligt omfang'.

Og rigtigt er det, at en del statslige instanser er tilbøjelige til at betragte deres arbejdsfelt som så unikt, at de er overbeviste om, at ingen standardvare kan dække deres arbejdsmæssige behov for bærende IT-systemer, og når de skal forny værktøjerne, så ulejliger de sig sjældent ud i markedet, hvis overhovedet.

I forbindelse med udviklingen af nye værktøjer, inddrager man tillige ofte ansatte, der ganske vist kan være særdeles rutinerede i de eksisterende arbejdsgange, men som ikke sjældent slet ikke tænker visionært eller formår at ændre arbejdsgange til noget mere hensigtsmæssigt. Man er således ofte meget langt fra at kunne udvikle de værktøjer, som medarbejderne slet ikke vidste, at de havde brug for.

Man nærmer sig det magtfuldkomne. Det er dét, der er hovedproblemet.

I det scenario er der ofte også ganske velrenommerede IT-udviklingsfirmaer, der står på spring for at tage opgaven, og særligt attraktivt bliver det, når staten meddeler et budget og kommer med digre kravspecifikationer i flere ringbind - hvorefter den valgte leverandør kommer med et kvart fyldt ringbind, der fortæller staten, hvad de kan få for dé penge. Og i visse tilfælde ses det endda, at eksterne konsulenter bistår med udformningen af kravsspecifikationerne, således at alene udformningen af disse i realiteten betyder, at de fleste leverandører er sorteret fra inden en udbudsrunde, og at den leverandør, som vælges, har eller pludseligt "får" en bemærkelsesværdig tæt relation med den valgte leverandør.

Når selve udviklingsarbejdet så igangsættes, vil man kunne se, at IT-leverandøren inviterer forskellige leverandører af færdige og velafprøvede produkter til "huset" på gæstebesøg og får præsenteret deres produkter for kunden. Derefter spørger velvilligt, om kunden kunne tænke sig en bestemt funktionalitet i færdigvaren, hvorefter leverandøren selv forsøger at udvikle en skrabet version af færdigproduktet.

Mange af statens IT-udviklingsprojekter synes i realiteten at være drevet af den valgte leverandør og dyrt betalte konsulenter - og ikke af ledelsen i den statslige enhed, som faktisk skal bruge værktøjerne. Konsulenter udskriver i flere tilfælde i realiteten deres egen løncheck. (Og det er endda kun en lille del af temmelig groteske situationer ved en del af disse projekter.)

Polsag-projektet er som bekendt ikke det første kuldsejlede IT-projekt i staten, og det bliver heller ikke det sidste.

  • 0
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen
  • 6
  • 0
Peter Stricker

Hvis nogen skal have penge tilbage er det skatteyderne

Med mindre du ved 'skatteyderne' forstår den samlede befolkning, repræsenteret ved staten, så giver dette udsagn ingen mening. Der er ingen skatteydere der individuelt har betalt for systemet.

Så hvis staten får penge tilbage, så gør skatteyderne altså også.

det kan ligesåvel være offentligt ansatte der skal punge ud som det kan være CSC.

Det vil nok ikke ske, men jeg mener da at der har været sager hvor f.eks. kommunalbestyrelsesmedlemmer er blevet holdt økonomisk ansvarlige for fejldispositioner. Eller hvor det i det mindste har været overvejet.

Som skatteyder vil det da glæde mig, hvis staten kan få flest muligt penge tilbage.

  • 2
  • 0
Kristian Sørensen

Med mindre du ved 'skatteyderne' forstår den samlede befolkning, repræsenteret ved staten, så giver dette udsagn ingen mening. Der er ingen skatteydere der individuelt har betalt for systemet.

Staten != befolkningen, undtagen i rent totalitære stater, men nu var det Danmark der var emnet.

Det offentlige består af folkevalgte politikere, stemt ind af befolkningen og af offentligt ansatte hvis løn og andre goder er betalt af skatteyderne i det private.

Disse to grupper ejer på ingen måde befolkningen, men er hhv. valgt og ansat til at udføre service opgaver for befolkningen.

I tilfældet Polsag er der nogle folkevalgte politikere og nogle offentlige ansatte der har svigtet, ellers kunne det her ikke have løbet over så lang tid og fået bevilget så mange penge.

Pga. svigtets omfang i både tid og økonomi er det kun rimeligt der betales erstatning fra de offentlige ansatte retur til skatteyderne. Det er ikke rimeligt at folk oppebærer løn, pension og andre goder når de svigter deres opgaver så grelt.

Det er på tide skatteyderne begynder at drage de offentligt ansatte til ansvar for kvaliteten af deres arbejde, kræve værdi for de mange penge der bliver betalt i skatter og afgifter.

  • 1
  • 2
Peter Stricker

Kristian, jeg er sådan set ikke uenig med dig i, at de der har fejlet, bør kunne drages til ansvar. Men hvis det drejer sig om at hive flest muligt penge tilbage fra det fejlslagne projekt, så er det nok leverandøren, der i dette tilfælde har den største betalingsevne.

Men de eneste, der kan have et legitimt krav på at få penge tilbage, er da dem, der har haft udgifterne. Og det er altså ikke befolkningen.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere