Version2 har de seneste tre dage forsøgt at få en kommentar fra GE Healthcare om de dybereliggende årsager til, at et 40 millioner kroner dyrt it-system til de syddanske sygehuse er blevet forsinket fem måneder.
GE Healthcare er leverandør af systemet, der skulle have øget produktiviteten og effektiviseret behandlingen af patienter, og ifølge Odense Universitetshospital har virksomheden undervurderet opgavens sværhedsgrad og har dermed ikke kunnet levere til den oprindelige deadline i januar.
»Vi må sige, at leverandøren har undervurderet opgaven med at integrere RIS/PACS-systemet med afdelingerne på hospitalet, og det har leverandøren også anerkendt,« sagde administrerende direktør Jens-Otto S. Jeppesen, OUH, til Version2 i onsdags.
Version2 ville derfor gerne tale med GE Healthcare om, hvad der helt nøjagtigt er gået galt i integrationen med RIS/PACS-systemet og det eksisterende hospitalsudstyr, og blev onsdag lovet et interview med den ansvarlige, Poul Larsen.
GE Healthcare har dog siden ændret holdning og svarer henholdende på Version2' forespørgsler. Den strategi undrer en kommunikationsekspert.
»Som virksomhed kan man jo ikke undgå at tale med pressen, og når man holder pressen hen, sender man det signal, at der er noget fordækt ved sagen eller noget, man ikke vil snakke om.Det er ikke sikkert, det er sådan, det forholder sig, men det er under alle omstændigheder det signal, de sender,« siger direktør i kommunikationsvirksomheden Burson-Marsteller, Kim Larsen.
Han understreger, at han ikke kender til den konkrete sag, men mener ikke, at strategien gavner GE Healthcares sag.
»Det virker utroligt klodset, for jo længere tid der går, hvor man ikke siger noget, jo mindre troværdig kommer man til at fremstå,« siger direktøren.
Kim Larsen påpeger, at det vigtigste for en virksomhed af GE Healthcares størrelse er at bevare det gode forhold til kunden i en sag som den pågældende, og derfor kan det klogeste være ikke at udtale sig til pressen, før man har kommunikationen med kunden på plads.
Derfor kommer virksomheden til at fremstå lukket over for pressen, hvilket kan være den eneste mulighed for virksomheden, ifølge Kim Larsen.
»Men på et tidspunkt kan det blive et politisk problem, fordi der går en masse skattepenge til et it-system af den type, og borgerne måske gerne vil vide, hvorfor systemet bliver forsinket. Og så er man kommet rigtig dårligt fra start ved ikke at sige noget,« siger Kim Larsen.