Eks-elev: 250.000 elevers intime detaljer blotlagt i årevis

Det passer ikke, at et sikkerhedshul, der blottede 250.000 elevers intime oplysninger, kun var midlertidigt. Brugere af C L Seiferts og A J Eriksens blå bog-løsning anklager direktøren for at tale usandt.

Et sikkerhedshul, der blottede intime detaljer om flere end 250.000 elever på de sidste 8-9 årgange af danske ungdomsuddannelser, har eksisteret i mindst to et halvt år. Det fortæller en tidligere HTX-elev til Version2.

Læs også: 250.000 elevers intime oplysninger blottet på nettet

Dermed modsiger han direktør for C L Seifert Jens Eriksens forklaring om, at sikkerhedshullet kun har haft ganske midlertidig karakter og i øvrigt skyldtes en tekniker, der uforvarende var kommet til at lukke op databasen med de mange oplysninger.

»Da jeg brugte A J Eriksens system i 2009, var der præcis det samme problem. Jeg så, at url'en havde et id-nummer og tænkte 'hmm, hvad mon der sker, hvis man ændrer id-nummeret?' Og ganske rigtigt, så kunne jeg se andre elevers blå bøger. Jeg prøvede at indtaste et par tilfældige numre, men gjorde ikke mere ved det,« siger tidligere HTX-elev og bruger af løsningen Tor Hvalsøe til Version2.

Du tror altså ikke på, at hullet er midlertidigt?

»Hvis to år er midlertidigt, så ved jeg ikke, hvad midlertidigt er. Det passer simpelthen ikke,« siger Tor Hvalsøe, der i dag studerer softwareudvikling på ITU.

Hvad synes du om, at dine oplysninger sammen med 250.000 andres på den måde ligger frit tilgængelige?

»Der er helt klart nogen, der ikke har tænkt sig om. Når man laver sådan noget, så skal man få nogen med forstand på sagerne til at lave det. Der er jo masser af historier, som man kun har lyst til at dele med sine klassekammerater. Vi har vel alle sammen vores bommerter fra gymnasietiden,« siger Tor Hvalsøe til Version2.

Læs også: Datatilsynet overvejer sag om blå bog-læk - både online og papirudgave

Det har trods flere henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra C L Seiferts direktør Jens Eriksen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere