Ejendomsvurderingssystem har fejlopkrævet 150 millioner i grundskyld: Flere fejl er i vente

Illustration: Pics Factory, BigStock
To fejl i de statslige systemer for ejendomsvurdering har ført til, at der er blevet opkrævet 150 millioner for meget i grundskyld. Der er flere fejl i vente, hvor omfanget endnu ikke er kortlagt, oplyser skatteministeriet.

Der er flere fejl og mere oprydningsarbejde i vente med det gamle ejendomsvurderingssystem, som ifølge Skatteministeriets plan skal udskiftes med et nyt og mere retvisende system i 2020.

Det gamle ejendomsvurderingssystem har tidligere været kritiseret for at lave uens, unøjagtige og uigennemsigtige vurderinger af landets ejerboliger, og i sidste uge meddelte Skatteminister Karsten Lauritzen (V), at der i forbindelse med et serviceeftersyn af området for ejendomsskatter var blevet fundet fem typer af fejl i systemerne.

To af disse fejltyper har betydet, at 29.000 ejendomme til sammen er blevet opkrævet 150 millioner kroner for meget i grundskyld siden 2003, lød det fra skatteministeriet.

Ifølge en skriftlig orientering til Folketingets Finansudvalg har den uretmæssige opkrævning fundet sted på grund af »fejl i de statslige systemer«.

I samme orientering bliver det slået fast, at oprydningsarbejdet med at ændre grundskyldsvurderingerne for perioden »kræver en betydelig administrativ indsats fra Vurderingsstyrelsens side«.

Flere fejl

Udover fejlopkrævningerne på 150 millioner kan der være flere sager i vente.

Det skyldes, at der i forbindelse med Skatteministeriets serviceeftersyn også er blevet fundet en række fejl i andre dele af det gamle ejendomsvurderingssystem, hvoraf omfanget endnu ikke er afdækket fuldt ud.

Det fremgår af det aktstykke til Finansudvalget, hvor skatteministeren i første omgang orienterer om de 150 millioner uretmæssigt opkrævede grundskyldskroner.

Der er tale om tre ekstra typer af fejl, som ifølge Skatteministeriet ligger i kommunernes del af ejendomsskattesystemet.

Det fulde omfang for disse problemer er endnu ikke kendt, men den foreløbige vurdering fra skatteministeriet er dog, at disse fejltyper »vil beløbe sig til væsentlige færre udgifter« end 150 millioner kroner, lyder det i aktstykket.

»Når der foreligger et skøn, kan der afsættes midler til finansiering af disse, hvilket håndteres enten på finansloven for 2020 eller på et senere aktstykke,« skriver skatteministeren i aktstykket om sagen.

Borgere får tilbagebetaling

Den endelige afklaring af problemerne for det gamle ejendomsvurderingssystemet og den efterfølgende oprydning forventes ifølge Skatteministeriet at kunne afsluttes inden årsskiftet, oplyser ministeriet til Version2.

»Der arbejdes hen imod, at Vurderingsstyrelsen og Skattestyrelsens oprydning i forbindelse med serviceeftersynet af det gamle og fejlbehæftede ejendomsvurderingssystem er færdiggjort ved udgangen af 2019,« skriver Skatteministeriets presseafdeling i en mail til Version2.

I en pressemeddelelse om sagen oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V), at de omfattede borgere vil blive kompenseret for de forkert opkrævede beløb.

»Når der er lavet fejladministration, skal myndighederne rette op. Og hvis for eksempel ens grundskatteloft har været justeret galt ved en fejl, så er det kun rimeligt, at man bliver kompenseret – uanset om det er kommunen eller staten, der har lavet fejlen. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi politisk er enige om, at de berørte boligejere naturligvis skal have de penge tilbage, de har betalt for meget i grundskyld«, siger skatteminister Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Per Larsen

Eller "skruen uden ende".
Det er ganske deprimerende, at danskerne har en elendig og lemfeldig administration på et af de vigtigste områder i samfundet - skatteadministrationen. Såvel hos stat som i kommunalt regi. Det sidste forstås, - da der selvsagt ikke kan være så mange "eksperter" i 90 kommuner, som ved hvad der skal til!

Mvh

Log ind eller Opret konto for at kommentere