Efter Whatsapp-skandale: Test-leverandør flytter data ind i egne it-systemer

Illustration: Region Midt
Borgeres svar på såkaldte hurtigtest for coronavirus flyder rundt på poderes private mobiltelefoner, og en underleverandør bliver undersøgt af Datatilsynet. Nu bliver testdata flyttet ind ind i egne it-systemer, lover SOS International.

Kviktestleverandøren Medicals Nordic har været i strid modvind, siden det kom frem, at virksomhedens podere og administrative medarbejdere har sendt borgernes prøvesvar frem og tilbage via den Facebook-ejede Whatsapp-tjeneste.

Medicals Nordic er underleverandør til SOS International, der for nylig har vundet en milliard-kontrakt på at levere kviktest til fire ud af fem regioner - og i et brev til Region Midtjylland, der er ansvarlig for udbuddet, lover SOS International, at man flytter al behandling af testdata ind i egne it-systemer.

»Behandlingen af personoplysninger vil foregå via SOS Internationals egne it-systemer og relaterede procedurer, processer mv. Alle udførte hurtigtest vil derfor uanset underleverandør opfylde lovgivningens krav til korrekt og sikker databehandling, og der vil ikke være nogen forbindelse til de problemer, som Regionerne måtte have oplevet hos andre leverandører,« skriver administrerende direktør Niels Krag Printz i brevet, som Version2 har fået aktindsigt i.

I en anden redegørelse understreger Karin Tranberg, der er executive vice president hos SOS International, at også Medicals Nordic nu retter ind og dropper alle former for improviserede it-løsninger.

»Fra 1. februar 2021 vil Medicals Nordic overgå til alene at benytte SOS Internationals digitale journalføringssystem. I dette system er adgangsstyring implementeret i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler.«

Datatilsynet er nu i gang med at undersøge brugen af Whatsapp hos kviktestleverandørerne og har allerede fra starten vurderet, at der er tale om en sag i den alvorlige ende af skalaen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jørgen Elgaard Larsen

SOS International burde fra starten have sikret, at deres underleverandører behandlede data ordentligt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at udbuddet må have haft for meget fokus på pris og for lidt på kvalitet. Falck må være godt irriterede over at tabe til nogen, der leverer et så elendigt produkt.

  • 14
  • 0
#2 Jørgen L. Sørensen

Falck må være godt irriterede over at tabe til nogen, der leverer et så elendigt produkt.

Enig --- men har ikke den store medlidenhed med dem ihukommende forløbet med ambulancekørslen, men har normalt ikke noget imod Falck :-0

Men jeg synes det er træls at man allerede skifter leverandør af kvik-testning. Det må da koste hver gang der skal laves udbud --- og om ikke andet er det da irriterende for de borgere der jævnligt har brug for en test at man skal et nyt sted hen.

  • 7
  • 0
#3 Ole Valentin

Jeg har ikke læst udbudsteksten, men jeg har ingen grund til at tvivle på at de professionelle indkøbere i Regionerne har defineret overholdelse af GDPR-regler mv. ret præcist.

Når SOS international har graverende rod i behandlingen af persondata så kort tid før deres nye kontraktstart på mandag, kan man som potentiel bruger af kviktest godt være i tvivl om de kan have tilstrækkeligt sikre systemer klar til på mandag.

Der ville det være rart, hvis man som bruger kunne vælge mellem 2 eller flere leverandører i alle regioner, og ikke som det bliver fremadrettet, være tvunget til at bruge en, som man måske vanskeligt kan have tillid til.

  • 7
  • 0
#4 Martin Dahl

Det er let at huske navnet SOS International, og nu forbindes de med at vinde en milliardordre, men samtidig ikke at gide sikre vores persondata.

Der burde være plads i et budget på over en millard til at lave et lille bitte site med SSL og authentikering til at håndtere data. Samt at tilrettelægge en procedure for underleverandører.

Det er fuldstændigt ligemeget at det er en inkompetent underleverandør "Medicals Nordic", som har skabt balladen. Leverandøren havde ikke selv sørget for at etablere en procedure og en kvalitetskontrol fra day 1.

...indtil 1. februar, hvor det hele tiden har været planen...

Hvad var planen indtil 1. februar?

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere