Rigspolitiet har efter to et halvt års arbejde valgt at opgive et it-system, som skulle have gjort det muligt at anmelde it-kriminalitet online.
Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt, som radioprogrammet Orientering på P1 har fået.
Systemet, der også skulle håndtere våbentilladelser, skulle have været i drift i slutningen af 2016. Og allerede på det tidspunkt havde projektet kostet fire millioner kroner og 4.000 interne mandetimer.
Siden skulle systemet være klart i sommeren 2017, men her valgte politiet altså at lægge projektet ned i stedet.
I stedet vil Rigspolitiet nu satse på en platform, hvor man kan anmelde alle typer af forbrydelser.
»Vi har valgt at satse på en platform, hvor vi kan samtænke flere forskellige ting på en gang. Og økonomisk kriminalitet er det, vi prioriterer højest, og som vi regner med at være færdige med først,« forklarer kommunikationschef i Rigspolitiet Thomas Kristensen til Orientering.
Det fremgår ikke, hvorfor den nu lukkede portal blev droppet.
Fra 2009 til 2016 steg antallet af anmeldelser om databedrageri og bedrageri med stjålne kreditkort med 350 procent, skriver DR.
Samtidig oplever mange medlemmer af Foreningen for Dansk Internet Handel, at det er svært at anmelde sagerne til politiet, oplyser brancheforeningen.
Politiet forventer, at den nye løsning er klar til brug i slutningen af 2018.