Efter syv uger i hackernes kløer: Systemer hos Bauhaus er oppe igen - eller er de?

Illustration: Bauhaus | Creative commons
Byggemarkedskæden Bauhaus er kommet ud på den anden side af ransomware-angrebet, lyder det fra byggemarkedskæden. Men Version2 kan ikke bekræfte påstanden i praksis.

Næsten syv uger efter at Bauhaus i en pressemeddelelse i juni offentliggjorde, at byggekæden var blevet offer for et ransomware-angreb, der havde lagt flere af dens services ned, oplyser virksomheden nu, at man endelig er kommet på fode igen.

»Vi er oppe at køre igen, så vi har egentlig ikke mere at sige til den sag,« siger Lone Oldenburg der er HR-chef hos Bauhaus kortfattet til Version2.

Hjemmesiden fortæller en anden historie

I Version2’s dækning af angrebet mod Bauhaus, har man blandt andet den 24. juni kunnet læse, at flere kritiske funktioner været lukket på hjemmesiden. Herunder blandt andet “Click and Collect” funktionen samt muligheden for at leje værktøj.

Læs også: Kampen fortsætter: Bauhaus fortsat mærket af omfattende hacker-angreb

Illustration: Screenshot | Jakob Vistisen

Men på trods af Lone Oldenburgs formaninger om, at alt igen er i den skønneste orden, så giver virksomhedens hjemmeside et andet billede af situationen. Her står funktioner som "Click and Collect” og "udlejning af værktøj" stadig listet som utilgængelige.

Da Version2 spurgte ind til, hvorfor funktionerne fortsat står som manglende på hjemmesiden, var Lone Oldenburg ikke interesseret i at uddybe:

»Ja, men altså. Vi forsøger jo at skabe tryghed hos vores kunder, så de trygt og roligt kan handle hos os. Så derfor har vi ikke flere kommentarer til det.«

For at sikre, Bauhaus bare ikke har opdateret hjemmesiden har Version2 ivrigt forsøgt at bestille en rulle gaffatape med "Click and Collect"-funktionen til Bauhaus’ varehus i Valby. Uden held - funktionen er utilgængelig. Man kunne ikke vælge andet end levering til enten en pakkeshop eller direkte til adressen.

Illustration: Screenshot | Jakob Vistisen

Ramt i hele norden

Angrebet ramte alle Bauhaus’ filialer i Danmark, såvel som Norge, Sverige og Island, der har været kørt i nøddrift siden angrebet den 20. juni. Årsagen der er listet på hjemmesiden er også fortsat den samme:

»Bauhaus blev for nylig udsat for et hackerangreb. Det betyder, at vi arbejder på højtryk for at kunne servicere vores kunder med så få gener som muligt. Varehusene er åbne som normalt, og det samme gælder webshoppen, og det håber vi at kunne fastholde på trods af de IT tekniske udfordringer.«

Den 23. juni fortalte administrerende direktør i Bauhaus, Mads Jørgensen, til Børsen, at de to dage efter at være blevet låst ude af deres eget system, blev kontaktet af den russiske hackergruppe Revil, der rettede et betalingskrav til Bauhaus.

Han fortalte desuden til erhvervsavisen, at Bauhaus overvejede, hvorvidt man skulle give efter for de russiske cyberkriminelle og betale løsesummen for at genvinde kontrollen med systemerne.

Læs også: Bauhaus ramt af alvorligt hackerangreb

Bauhaus har tidligere udtalt, at de overvejede at betale løsesummen til trods for politiets advarsler om at give efter.

Version2 ville gerne have spurgt Lone Oldenburg om, hvorvidt Bauhaus har indfriet hackernes krav om løsesum, hvor stort hackernes krav var, samt om om Bauhaus har oplevet oplevet at få lækket data løbende som en form for ekstra pressionsmiddel.

Byggemarkedskæden har ikke yderligere kommentarer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Christian Nobel

»Vi er oppe at køre igen, så vi har egentlig ikke mere at sige til den sag,«

Og den holdning er bare so last century - for i dette århundrede er vejen frem at dele viden og erfaringer, også de dårlige.

Kan kun give Jørgen ret, i den grad mislykket.

  • 12
  • 1
#3 Rasmus Petersen

Man kan stadig kun leje værktøj ved at blive skrevet op på papir i en bog, lagerstatus opdateres sjældent eller slet ikke og man kan ikke få oprettet konti af nogen art hos dem.

Det står skidt til i Bauhaus - både med systemerne og tilgangen til kommunikationen, må man sige.

  • 5
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere