Flere svenske offentlige hjemmesider blev fredag eftermiddag ramt af angreb fra hackergruppen Anonymous. Hjemmesiderne angribes med et såkaldt DDoS-angreb, Distributed Denial of Service, som kort fortalt går ud på, at en række computere og servere samtidigt besøger en hjemmeside og dermed overbelaster den.
Overbelastningen betyder, at man ikke kan tilgå hjemmesiden, men det er altså ikke ensbetydende med, at der er fri adgang for bagmændene til de data, der ligger på serverne. Der er altså umiddelbart ingen grund til at tro, at Anonymous får data fra det svenske sikkerhedspoliti, bare fordi hjemmesiden er utilgængelig.
Version2-bloggeren Henrik Kramshøj har tidligere skrevet på Version2 om DDoS i indlægget ”Kunsten at afvikle DDoS 101”. Her beskriver han i detaljer hvad man kan gøre for at ruste sig mod DDoS-angreb.
Hans hovedpointe er klar: DDoS-beskyttelse er ikke simpelt. Men der er alligevel en række ting, man kan gøre, for at ruste sig mod DDoS-angreb. Blandt andet skal man optimere sin side, have den nyeste software, og have hardware nok til at kunne klare en belastning.
En af de nyere og mere kendte DDoS-angreb i Danmark var angrebet på fagforeningen 3F i forbindelse med konflikten med Restaurant Vejlegården. Her valgte 3F efter angrebet at flytte hjemmesiden til Amazons skytjeneste, AWS, der tilbyder væsentlig mere hardware, end 3F selv har til rådighed.
Men eftersom DDoS-angreb kan komme sende så meget trafik, at en meget høj kapacitet er nødvendig, kan det være meget svært overhovedet at forhindre et angreb. Derfor har Henrik Kramshøj en række anbefalinger til, hvad man som hjemmesideejer kan gøre, når man bliver ramt af DDoS.
Man kan blandt andet forsøge at blokere for bestemte IP-adresser, da mange af forespørgslerne ofte kommer fra enkelte IP-adresser. Herudover kan man sætte flere servere i spil ved eksempelvis at benytte sig af virtualiserede servere. Er der stadig problemer, kan man lukke for dele af hjemmesiden og skifte forsiden ud til en simpel side, der ikke kræver mange kald og tung trafik.
Læs hele Henrik Kramshøjs indlæg om DDoS, og hvordan man bedst håndterer det, i den fulde længde og med masser af tekniske detaljer.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.