Efter massiv hype: Kun seks procent af danske virksomheder bruger blockchain
Til trods for at være blevet udråbt til ‘den største digitale transformation siden internettet’, så er blockchain ikke slået igennem i det danske erhvervsliv.
Ifølge undersøgelsen ‘It i praksis’, der undersøger digitaliseringen i både danske virksomheder og i det offentlige fra konsulentvirksomheden Rambøll, har kun seks procent af de adspurgte virksomheder svaret, at de benytter blockchain-teknologien i deres virksomhed.
Går man to år tilbage og kigger på ‘It i praksis’ for 2019, er billedet af blockchain et andet. Her brugte cirka 30% den decentraliserede database-protokol, mens over 60 procent mente, at de ville komme til at bruge den inden for tre år.
I undersøgelsen kan man læse, at 59 procent af respondenterne mener, at teknologien er irrelevant for dem idag, mens 24 procent mener, at den kommer til at blive irrelevant indenfor de næste tre år. Andelen af virksomheder, der vurderer at teknologien er irrelevant nogenlunde ens, mens andelen af virksomheder der bruger teknologien er faldet markant.
Et fald i hype
Kigger man på Gartners Hype Cycle, der er et værktøj til at give beslutningstagere og andre interesserede på it-området overblik over, hvilke teknologier man bør overvåge og hvornår man bør overveje at bruge dem seriøst, stemmer den faldende interesse fra de danske virksomheder overens med placeringen på barometeret.
I årene mellem 2016 og 2019 var forventningerne til blockchain-teknologien på sit højeste, og konsulenthuse og leverandører af teknologien roste den til op over skyerne, og afgav løfter som teknologien ikke kunne indfri, som man tidligere har kunnet læse om på Version2.
I årene fra 2019 til 2021 har den bevæget sig fra ‘peak of inflated expectations’, der udgør højdemålet af hype, til ‘trough of disillusionment’, på Gartners Hype Cycle, hvor, som navnet indikerer, de høje forventninger bliver punkteret.
I forbindelse med at Version2 tog pulsen på blockchain, fem år efter at hypen var allerstørst, spurgte vi Jan Pries-Heje, professor i bæredygtig digitalisering på Roskilde Universitet, hvad man kan forvente af blockchain i fremtiden, og hvorfor vi ikke har set flere store blockchain-succeser end vi har, endnu.
Han spår, at man fremadrettet vil begynde at se færre, men mere realistiske anvendelsesområder:
»Alle nye teknologier bliver oversolgt, hvorefter de lander i ‘de bristede forventningers dal’. Nogle dør i ‘de bristede forventningers dal’, og nogle bevæger sig op derfra og når et naturligt niveau af anvendelse. Og det er det sidstnævnte, jeg tror, at blockchain er på vej til.«
