Efter kritik fra It-tilsynet: Skatteministeren er klar til opgør med Kammeradvokaten

Skatteminister Morten Bødskov (S) svarer til Skatteudvalget, at "opgaver i relation til udviklingen af det ejendomsvurderingssystem i videst muligt omfang hjemtages til Skatteforvaltningen" Illustration: Christoffer Elmann Ranhauge
It-tilsynets håndfaste konklusioner om det omstridte ejendomsvurderingsprojekt får Skatteministeren til at annoncere, at pengestrømmen til Kammeradvokaten fremadrettet »vil falde væsentligt« i forbindelse med projektet.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er parat til at give omkostningerne til Kammeradvokaten i forbindelse med ejendomsvurderingssystemet (ICE .red) kniven.

Det fremgår af en stribe svar til Folketingets Skatteudvalg, hvor ministeren svarer på en række kritiske spørgsmål som reaktion på It-tilsynets anbefalinger til projektet, der trækker et langt spor af forsinkelser og fordyrelser efter sig.

»På baggrund af It-tilsynets anbefalinger forventes omkostningerne til Kammeradvokaten at blive nedbragt væsentligt. Det er derfor forventningen, at Kammeradvokatomkostningernes andel af de samlede, forventede omkostninger i ICE-programmet vil falde væsentligt fremadrettet,« svarer ministeren, der peger på, at omkostningerne til Kammeradvokatens folk i forbindelse med projektet udgør fem procent af de samlede forventede omkostninger til ICE-programmet i 2021.

Ministeren bliver ligeledes spurgt, om han vil tage initiativ til, at et par af styrelserne selv skal begynde at opbygge kompetencerne in house for at mindske behovet for støtte fra statens trofaste advokat gennem mere end 80 år.

»På baggrund af anbefalingerne fra It-tilsynets trykprøvning af ICE-programmet skal Kammeradvokatens opgaver i relation til udviklingen af det ejendomsvurderingssystem i videst muligt omfang hjemtages til Skatteforvaltningen,« svarer Morten Bødskov.

Læs også: SKAT har på to år brugt 215 millioner på Deloitte-konsulenter til ejendomsvurderinger

Bødskov i hopla

Udmeldingen kommer blot 14 dage efter skatteminister Morten Bødskov glad kunne berette om positivt nyt fra det ejendomsvurderingssystem, der har virket som ramt af en forbandelse bestående af forsinkelser og evig pengenød.

50.000 boligejere ville endelig modtage en ny ejendomsvurdering. De første af slagsen siden 2011. Det havde It-tilsynet sagt god for i forbindelse med den første trykprøvning af systemet.

Men trykprøvningen, som skatteministeren omtalte, indeholdt ikke kun milde miner fra tilsynet. Der var også flere steder i rapporten ret så skrappe konklusioner.

Lidt kantet kan man sige, at projektet er muligt at gennemføre, men det kræver ‘en radikal ny tilgang til ledelse, hvor der er fokus på ansvar, klare mandater, eksekvering og fremdrift’ samt et opgør med det konsulentvælde, der hersker, hvor ‘mange konsulenter i programmet som driver unødvendige omkostninger’, ikke er under samlet styring, og hvor Kammeradvokatens rolle i programmet er ‘uklar’.

Læs også: Ekspert: SKAT må starte forfra med kriseramt Ejendomsvurderingssystem

Senest har Børsen kunne berette om, hvordan en meget betragtelig del af de samlede udgifter til konsulenthjælp på flere hundrede millioner kroner de seneste år er gået til Deloitte, hvor blandt andet den tidligere direktør for Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har en fortid.

Læs også: Rapport om nyt ejendomsvurderingssystem bekymrer eksperter: »Urovækkende«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Knud Larsen

Hidtil har det været svært at finde noget konkret om projektet. Det hidtige forløb er beskrevet i "Fup med ejendomsvureringer" på siden pub.optimal.dk, se under /udgivelser.

  • Over 700.00 haer fortsat ikke fået refunderet mere end 10 år gamle beløb.
  • Mere end 275.000 afdøde pensionister vil nu være snydt, fordi man ikke tillader genoptagelser af vurderinger, når ejer er afgået ved døden.
  • Mange vil opleve retsssikkerheden som ophævet fordi man tillader at et hus der 98% dyrere end naboens ikke kan anke sin vurdering.
  • Fanden bryder løs i 2024 eller endnu senere.
  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere