Rigsrevisionen offentliggjorde før sommerferien en yderst kritisk beretning om Region Hovedstadens arbejde med Sundhedsplatformen, og som reaktion vil regionen nu poste millioner i blandt andet specialister fra enten leverandøren Epic eller Cambridge University Hospital.
Desuden skal regionens it-ressourcer 'omdirigeres' til at fokusere fuldt ud på Sundhedsplatformen.
Ifølge et oplæg til tirsdagens møde i Region H's forretningsudvalg vil regionen bruge 31,2 millioner kroner i en såkaldt »ekstraindsats«, der i grove træk går ud på at omprioritere i Region H's Center for It, Medico og Telefoni (CIMT), så medarbejderne kan fokusere på Sundhedsplatformen.
Derudover skal der hentes specialistviden udefra og frikøbes arbejdskraft på hospitalerne.
Arbejdskraften på hospitalerne skal blandt andet bestå i at udpege en såkaldt 'brugertilpasningsansvarlig' på alle afdelinger. Det skal ifølge planen, hvis den vedtages, ske inden 1. oktober.
»Det foreslås, at der afsættes en pulje svarende til frikøb af op til 200 klinikere én dag om ugen frem til 1. marts 2019 for at kickstarte rollen som brugertilpasningsansvarlig,« lyder det i indstillingen.
Allerede fra 1. september 2018 skal alle regionens læger ifølge planen tilbydes en times bistand til brugertilpasning af Sundhedsplatformen.
Tre millioner til vikarer
Udover frikøb af hospitalsansattes tid betyder ekstraindsatsen også, at medarbejdere i CIMT, der ikke er specialiseret i Sundhedsplatformen, skal hjælpe med at løse problemer med EPJ-systemet.
»Ved at lukke ned for andre it-aktiviteter kan CIMT allokere en pulje af medarbejdere, som ikke har SP-kompetencer, men derimod spidskompetencer inden for mere generelle it-faglige discipliner som f.eks. brugerstyring, integrationer eller arkitektur«, foreslår embedsværket i Region H.
»Medarbejderne kan anvendes til at supplere SP-drifts- og udviklingsorganisationens arbejde med håndtering af akutte SP-problemstillinger.«
De allokerede medarbejdere vurderes til at løbe op i 6.000 mandetimer, men det er uklart, hvilke opgaver der skal lukkes ned for.
Det fremgår dog af skrivelsen fra embedsværket i Region Hovedstaden, at man forventer at skulle bruge tre millioner kroner på vikarer til CIMT.
»Det er administrationens vurdering, at den samlede interne omprioritering af personaleressourcerne i CIMT er så omfattende, at det anbefales, at der afsættes en ramme til vikarer som aflastning på kritiske områder.«
Region H vil også nedsætte to separate taskforces, der blandt andet skal forbedre mulighederne for at trække data ud af Sundhedsplatformen til forskning, forbedring af arbejdsgange og frigørelse af mere tid til patienter i ambulatorierne.
Nyt system vil koste milliarder
For nylig besluttede regionerne Hovedstaden og Sjælland at udskyde en kommende opgradering af Sundhedsplatformen og dermed en række forbedringer.
De mange problemer med EPJ-systemet har blandt andet fået Dansk Folkeparti til at kræve, at systemet helt skrottes til fordel for et fælles system til hele Danmark.
Det forekommer dog lettere urealistisk - i hvert fald flere år frem - da de to regioner med Sundhedsplatformen er bundet til leverandøren Epic frem til udgangen af 2021. Derudover vurderer administrationen i Region H, at anskaffelse af et nyt system vil koste mellem 1,5 og 2,5 milliarder kroner.