Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil se på teleselskabernes overvågning af danskerne, som giver politiet adgang til oplysninger om danskernes færden og telefonsamtale.
De nye toner fremgår af flere medier på baggrund af Ritzau, bl.a. BT.
Masseovervågningen har stået på, selv om EU-Domstolen i en afgørelse (den såkaldte Tele2-dom) i december 2016 fastslog, at masselogningen skal begrænses til det strengt nødvendige for at leve op til EU-chartrets frihedsrettigheder.
Ministeren har tidligere udtalt, at indsamlingen af telekunders oplysninger er et helt centralt efterforskningsværktøj, som er nødvendigt. Derfor ville han vente på EU-landene og Europa-Kommissionen, som skulle finde en fælles løsning.
Men nu har han åbenbart mistet tålmodigheden i forhold til Europa-Kommissionen, der senest har meldt ud, at retningslinjerne ville være klar i år. Regeringen arbejder dog fortsat på en fælles løsning.
»Omvendt må vi konstatere, at vi ikke kan vente endeløst på at få ændret logningsreglerne. Derfor går vi nu som en række andre EU-lande i gang med at gøre klar til at kunne revidere reglerne på egen hånd,« siger justitsministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.
I første omgang vil han genoptage de 'konstruktive drøftelser' med telebranchen. Desuden siger han, at det er afgørende for regeringen, »at de nye regler holder sig inden for de rammer, som følger af dommen fra EU-Domstolen.«
Udmeldinger har ændret sig flere gange
På et samråd i marts 2017 mente ministeren, at »et års tid« var den rigtige frist til at ændre lovgivningen, så den lever op til EU-reglerne.
I januar i år ændrede han det til at der »ikke er nogen bestemt EU-retlig frist for, hvor hurtigt medlemsstaterne skal tage højde for en dom fra EU-Domstolen i en præjudiciel sag vedrørende en anden medlemsstats lovgivning«.
Justitsministeren henviste dengang til, at EU selv er i gang med at udarbejde retningslinjer for, hvordan medlemslandene kan logge borgernes oplysninger uden at komme i konflikt med EU-retten.
»I den foreliggende situation har sagen vist sig at være for kompliceret til, at arbejdet i EU om konsekvenserne af Tele2-sagen har kunnet afsluttes,« skrev han i januar. Derfor mente ministeriet ikke, at der er »et tilstrækkeligt oplyst grundlag« til at fjerne eller ændre logningsreglerne.
Ministeren argumenterede med, at overvågningen af danskerne er for vigtig for politiet og Politiets Efterretningstjeneste til, at han vil suspendere det, sådan som det f.eks. skete i Sverige.
»For mig som justitsminister er det afgørende, at politiet og PET til enhver tid har de efterforskningsredskaber, der skal til for at beskytte os alle. Politiets og PET's adgang til – efter en retskendelse – at indhente loggede oplysninger fra teleselskaberne er i den forbindelse et centralt element,« skrev han i et brev til Folketingets retsudvalg i januar i år.
Søren Pape mener stadig, at politiet skal have de bedst mulige redskaber til at bekæmpe alvorlige kriminalitet og terror.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.