
Det er ofte kølingen, der sætter grænsen for, hvor tæt man kan pakke mange kraftige processorer ind på så lidt plads som muligt i et datacenter, og det har øget interessen for at køle på nye måder.
Flere producenter tilbyder vandkøling af rackskabe og servere, men vandkøling kan også have uheldige bivirkninger. Et andet alternativ er olie, og den løsning siger blandt andre chipproducenten Intel nu god for, skriver Data Center Knowledge.
Intel har som forsøg kørt ét år med servere nedsænket i et oliebad i særlige racks fra firmaet Green Revolution.

Teknikken er velkendt, men har ikke været brugt til serverkøling i datacentre i nyere tid, hvor man i stedet har benyttet sig af luftkøling, hvor luften køles af aircondition-enheder eller varmevekslere.
Mineralsk olie har den fordel, at det er mange gange mere varmeledende end luft, men ikke elektrisk ledende. Der er også flere eksempler på hjemmebyggede pc'er, som er nedsænket i mineralsk olie i et akvarium.
Selvom man kan tage en server og nedsænke den i olie, så er køleblokkene på chippene ikke beregnet til olie.
»Køleblokken i serverne er optimeret til luft. Det vil ikke være lige så effektivt, som hvis den var optimeret til olie. Det kunne betyde, at man ville kunne køre med en højere clockfrekvens i en olieinstallation,« siger chefingeniør Mike Patterson fra Intel til Data Center Knowledge.

Olie giver dog også visse udfordringer, fordi man skal kunne håndtere olien, når man eksempelvis skal servicere en server.
Olien bliver naturligvis også varm, når serveren afgiver varme til den, og den varme kan fjernes ved at pumpe olien gennem en varmeveksler, så varmen fra olien afgives til vandet.
Mens blandt andre Green Revolution benytter mineralolie til køling, har andre taget metoden et skridt videre. Det gælder eksempelvis britiske Iceotope, som placerer hver server i et lukket kabinet, som derefter fyldes med Novec.

Novec er en væske udviklet af 3M, som er særdeles varmeledende, ikke elektrisk ledende, ugiftig og fordamper på få øjeblikke. Novec er oprindeligt udviklet til brandslukning, hvor man udnytter dens køleegenskaber ved faseskift til at slukke brande i elektrisk udstyr.
I Iceotopes system skifter Novec imidlertid ikke fase, men bruges blot til at overføre varmen fra serveren, til det særlige kabinet, som har en indbygget varmeveksler til kølevand.