Efter drab på iransk general: Amerikanske myndigheder advarer om cyberangreb på kritisk infrastruktur
Den amerikanske regering har via NTAS (National Terrorism Advisory System) udsendt en advarsel om mulige terrorhandlinger og cyberangreb.
Det skriver Zdnet.
Advarslen kommer i kølvandet på, at det amerikanske militær fredag dræbte generalmajor Qassim Suleimani i et droneangreb.
Ifølge Department of Homeland Security, der har udsendt meddelelsen via NTAS, vil angrebene kunne ramme »kritiske infrastrukturer«.
Det fremgår desuden også, at »Iran opretholder et robust cyberprogram og kan udføre cyberangreb mod USA«, og at landet er i stand til at gennemføre angreb »med midlertidigt forstyrrende virkning«.
Chad F. Wolf, minister for Homeland Security, udtaler, at der »ikke er nogen specifik, troværdig trussel mod hjemlandet«, men samtidig står der i NTAS-advarslen, at »et angreb i hjemlandet kan komme med lidt eller ingen advarsel«.
Iranske hackere har gentagne gange angrebet amerikanske mål i det forløbne år, men det primære fokus for disse angreb har været cyber-spionage (Silent Librarian operation) eller økonomisk motiveret cybercrime (SamSam ransomware-gruppe).
Irans cyberkrigsoprustning
Iran har øget sin cyberkrigskapacitet, lige siden en fælles amerikansk-israelsk efterretningsoperation udsendte en malware, Stuxnet, i Natanz uraniumsberigelsesfacilitet i 2007, som ødelagde centrifuger og satte landets atomprogram alvorligt tilbage.
Iran har siden lagt mange ressourcer i at fremme sin egen hacking, selvom det indtil videre mere har resulteret i spionage og masseforstyrrelse end alvorlige Stuxnet-lignende aktioner.
Iranerne har flere gange brugt en såkaldt wiper malware mod nabolandene i Mellemøsten, som er designet til at ødelægge så mange computere som muligt inden for et målnetværk.
Den slags angreb kunne også blive aktuel i USA, skriver Wired.
Efter generalmajor Suleimanis død erklærede iransk ledelse og flere tilknyttede ekstremistorganisationer offentligt, at de havde til hensigt at gengælde drabet.
Department of Homeland Security sagde, at »Iran og dets partnere, såsom Hizbollah, har udvist intentioner om og evner til at gennemføre operationer i USA«.
I mellemtiden har det amerikanske udenrigsministerium opfordret amerikanske borgere til »at forlade Irak med det samme«, da deres liv kan være i fare, og de kan blive fanget midt i terrorhandlinger og kidnapninger. Der er desuden blevet udstedt advarsler for en række andre mellemøstlige lande.
#Iraq: Due to heightened tensions in Iraq and the region, we urge U.S. citizens to depart Iraq immediately. Due to Iranian-backed militia attacks at the U.S. Embassy compound, all consular operations are suspended. U.S. citizens should not approach the Embassy. pic.twitter.com/rdRce3Qr4a
— Travel - State Dept (@TravelGov) 3. januar 2020

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.