Pensionsgiganten ATP fyrede i sidste måned KMD fra opgaven med at levere kæmpesystemet Social Pension. Nu går ATP i gang med at finde en leverandør, der kan gøre det, som KMD ikke formåede.
Systemet skal udbetale pension til 1,2 millioner folke - og førtidspensionister, og den samlede værdi af kontrakten er på 320 millioner.
»ATP ønsker at anskaffe et konfigurerbart standardsystem eller et sæt af integrerede konfigurerbare standardsystemer,« lyder det i et udbud, som pensionskassen offentliggjorde fredag.
Netop begrebet standardsystem var et af stridspunkterne mellem ATP og KMD, da samarbejdet kollapsede i marts.
»Bestyrelsen ønsker med ophævelsen af kontrakten at udvise rettidig omhu og undgå en IT-skandale. Vi havde gerne set, at KMD havde leveret det IT-system, som var aftalt i kontrakten,« sagde Udbetaling Danmarks bestyrelsesformand og Københavns overborgmester, Frank Jensen, dengang i en meddelelse.
»Forud for denne beslutning har vi fået foretaget flere ekspertanalyser, som alle peger på, at vi ikke får det standardsystem, som vi har indgået kontrakt om, ligesom der er stor sandsynlighed for yderligere væsentlige forsinkelser,« fortsætter han.
Da kontrakten endelig blev ophævet, stod projektet til en forsinkelse på 15 måneder. Og for hver måned, hvor systemet ikke bliver udskiftet, modtager KMD penge for at drifte den eksisterende løsning.
Standardløsning findes ikke
På konferencen Offentlig Digitalisering ærgrede KMD's administrerende direktør, Eva Berneke, sig over beslutningen.
»Vi synes, det er overraskende, at man er kommet så langt med et system, hvorefter man finder ud af, at det vil man ikke alligevel,« sagde Eva Berneke om ATP.
Hos KMD mener man, at ATP har været helt bevidst om, hvor meget af løsningen der skulle udvikles specielt til pensionskassen.
»ATP har hele tiden været bekendt med, at der ikke findes en standardløsning til håndtering af en så kompleks lovgivning som den danske pensionslovgivning,« skriver KMD's juridiske direktør og advokat, Mark Skriver Nielsen, i en mail til Version2.
Ikke desto mindre er det altså stadig en standardløsning, som ATP efterlyser i det nye udbud. Systemet skal tælle en selvbetjeningsløsning, hvor 'datafangst' foregår, et fagsystem, der beregner pension, et sagshåndteringssystem og et workflow-modul til styring af sagsforløb.
Endelig skal systemet rumme en regelmotor, der kan konfigureres, og hvor lovgivningsmæssige og forretningsmæssige regler kan eksekveres i realtid.
ATP forventer, at arbejdet med at udskifte KMD-systemet kan gå i gang til august.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.