Eclipse søsætter VS Code-dræber
Eclipse Foundation, der er organisationen bag udviklingsværktøjet af samme navn, har udsendt version 1.0 af IDE-platformen Theia, som skal konkurrere med Microsofts populære letvægtsværktøj Visual Studio Code.
Theia er ikke et produkt, men altså en platform, som kan udmøntes i både desktop-apps og webapps.
Holdet bag understreger, at »VS Code er et fremragende produkt.« Og Theia bygger da også på VS Codes plugin-model og Language Server Protocol, der gør det muligt at understøtte et stort antal sprog.
»Desværre forbyder Microsoft ikke-Visual Studio-produkter at installere binære filer, der er downloadet fra firmaets markedsplads. I betragtning af at de fleste udvidelser er open source og ikke udviklet af Microsoft, er det en temmelig trist situation,« lyder udmeldingen fra Theia-holdet.
Det understreges også, at Eclipse Foundation er et non profit-foretagende - i kontrast til Microsoft, forstår man:
»I modsætning til andre 'open source'-projekter, er projekter, der hører hjemme hos en open source-stiftelse, beskyttet mod en enkelt producents beslutninger, som går imod et bredt miljøs interesser.«
Eget plugin-site
Derfor har Eclipse også startet sit eget site for udvidelser, med navnet Open-vsx.org, som bygger på Open VSX, en open source-implementering af et VS Code-udvidelsesregister, som er udviklet af Eclipse Foundation.
»Med Open VSX ønsker vi at oprette et offentligt register til VS Code-udvidelser, der er tilgængeligt for alle. Vi ønsker også at give organisationer mulighed for at være vært for egne registre inden for deres private netværk - en længe ønsket funktion. Vi opfordrer udviklere af VS Code-udvidelser til at lægge deres udvidelser på Open VSX, ud over Microsofts markedsplads,« skriver Theia-udviklerne.
Som nævnt er Theia ikke et produkt, men en platform, og en lang række producenter har udsendt værktøjer baseret herpå. Det drejer sig om Google, Arduino, SAP, Arm og flere.
Theia kan afprøves på Gitpod, som er et web-IDE med integration til Gitlab og Github.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.