Java-aftapningen Adoptopenjdk flytter ind under Eclipse-organisationens vinger. Det skriver Infoq. Eclipse står bag IDE'et af samme navn samt andre open source-produkter.
Openjdk er open source-udgaven af Javas udviklings- og afviklingsmiljø. Oracle, der ejer varemærket 'Java' og styrer udviklingsprocessen, udsender kun opdateringer til de langtidsholdbare open source-udgaver, LTS, i form af kode og ikke i binær form.
For at undgå de licensbetingelser, Oracle fastsatte for sine kommercielle aftapninger fra og med Java 11, udsender en lang række producenter nu binære udgaver af miljøet. LTS-udgaverne (long term support) er typisk dem, der anvendes i produktion.
Udover en lang række Linux-distributioner findes der Openjdk-udgaver fra de store cloudleverandører samt it-kæmper som SAP og IBM.
Adoptopenjdk skifter navn til Adoptium i forbindelse med Eclipses overtagelse. Blandt projektets hidtidige sponsorer findes både Amazon AWS og IBM, der også udsender egne Openjdk-udgaver, samt Microsoft Azure, der sammen med Google er de eneste større cloudleverandører, ikke har sin helt egen version af miljøet.
Der er efterhånden mange builds af Openjdk, og en liste kan findes på Wikipedia.
Den seneste version af Java hedder 16 og er netop kommet på gaden. Næste udgave tilrettelægges til sommer og er en long term support-udgave.
Opdateret: En tidligere udgave af denne artikel omtalte fejlagtigt 'long term support' som 'long term edition.'