Ebberød Databank: Skat vil have oplysninger, du allerede har afgivet
»Giv Skat din e-mailadresse og mobilnummer, så får du besked, når der er nyt i skattemappen.«
Løftet på Skats hjemmeside lyder lokkende, men strider mod regeringens digitaliseringsstrategi. Hvis du allerede har givet det offentlige din e-mailadresse og dit telefonnummer, skal myndighederne selv finde ud af at hente oplysningerne - så ingen tvinges til dobbeltindtastning og dobbeltarbejde.
Mange borgere har allerede oplyst deres e-mailadresser og telefonnumre til for eksempel Dokumentboks/Digital post og NemSMS. Digital Post og NemSMS er en digital kommunikationsløsning, hvor borgere, virksomheder og offentlige myndigheder kan tovejskommunikere på en sikker måde.
Så spørgsmålet er, hvorfor Skat ikke bare bruger de oplysninger, der allerede er tilgængelige frem for endnu en gang at bede borgerne om oplysninger. Natascha Dexters, kontorchef i Skatteministeriet forklarer dobbeltdata-indsamlingen med, at NemSMS ikke har været i drift så længe, og at det kræver en del ændringer hos Skat at indsamle data fra NemSMS.
»Der er jo allerede mange, der har indsendt deres telefonnummer til os. Men det er klart, at vi overvejer, hvordan vi kan bruge den fælles løsning. Det handler om timing lige nu, for vi har været i drift meget længe, og at vi har et stort register. Desuden vil det kræve et projekt i sig selv at komme over på NemSMS,« siger hun til Version2.
Hvorfor henter I ikke de oplysninger hos dokumentboks og NemSMS?
»De har et meget lille antal telefonnumre i forhold til os. Vi har ikke en konkret projektplan, men vi er i dialog med Økonomistyrelsen om at bruge NemSMS eller andre af de fællesoffentlige løsninger, der er, således at man deler grunddata bedre end i dag,« siger hun til Version2.
Hvem der skal ligge inde med det samlede dataregister i det offentlige, er heller ikke klart.
»Jeg forestiller mig, at når man har lavet en fælleskomponent, så bliver det den, der kører den fælles database,« siger Natascha Dexters til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.